EMNER

Hotelkongen køber Hotel Hvide Hus

Enan Galaly overtager Aage V. Jensens Fondes to sidste hoteller

AALBORG:Aalborgs egyptiskfødte hotelkonge, Enan Galaly, køber Hotel Hvide Hus, erfarer NORDJYSKE Medier fra flere kilder. Personalet på Hotel Hvide Hus blev i går klokken 12 orienteret om salget af hotellet, som er ejet af Aage V. Jensens Fonde. Samtidig sælger fonden også Hotel Hvide Hus i Køge til Enan Galaly og er dermed ude af al hoteldrift, da fonden i 1997 solgte Hvide Hus Hotellet i Maribo og tidligere solgte hotellet i Aabenraa. Enan Galaly vil ikke bekræfte overtagelsen. - Det kan jeg ikke kommentere. Det er Aage V. Jensens Fonde, som ejer hotellet. Så det må de kommentere, siger han. Men han indrømmer at have en stor interesse for hotellet i Aalborg, hvor han tidligere har været ansat, blandt andet som direktør. - Jeg er meget interesseret i at købe hotellet. Det er nærmest mit hjem. Det er stedet, hvor jeg opbyggede min karriere og fik min ledererfaring, siger Enan Galaly. Hotellets konference- og marketingschef Jan Matthiesen vil ikke kommentere oplysningerne, men fortæller, at der i dag vil komme en officiel meddelelse vedrørende hotellets fremtid, og heller ikke direktør for Hvide Hus hotellerne i Aalborg og i Køge, Niels-Jørgen Larsen, vil udtale sig. I forvejen ejer Enan Galaly Aalborgs største hotel, nemlig Hotel Phønix med 220 værelser, og hans kæde, Helnan Hotel, har også 10 hoteller i Egypten, Marokko, Sverige og Wien i Østrig. Hotel Hvide Hus har 198 værelser og kongrescenter til 400 personer samt en udsigtsrestaurant på 15. etage.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst