Turisme

Hoteller står sammen om sangduo

FREDERIKSHAVN:Samtlige Frederikshavns hoteller har i samarbejde med Frederikshavn Turistbureau fundet et godt tilbud frem til "Oplev Sussi og Leo". Det er der kommet en fælles brochure ud af, hvori hver enkelt af byens syv hoteller markedsfører deres specialtilbud på at bo, spise og få billetter til kult-parrets optræden. - Vi håber, at brochuren kaster endnu flere weekendophold af sig i Frederikshavn, oveni dem, der allerede er, siger turistchef Pauli Jørgensen. Han fortæller, at en annonce med tilbuddene i det landsdækkende husstands-omdelte blad "Ide-Nyt" i den forløbne uge allerede har givet 120 henvendelser fra hele landet. Foruden hotelophold kombineret med kulinariske tilbud samt Sussi og Leo-entrébillet fortæller brochuren også om muligheden for en miniferie på campingpladsen, i sommerhus eller lejlighed inklusive billetter til Sussi og Leo.