Hotelrotte smuttede fra regningen

En gæst på Rold Gammel Kro efterlod også et tilrøget værelse

I fredags flyttede en såkaldt hotelrotte ind på Rold Gammel Kro. Mandag smuttede den igen - fra regningen og et tilrøget værelse, der skal rengøres for 2000 kroner. Tegning: Jens Schmidt

I fredags flyttede en såkaldt hotelrotte ind på Rold Gammel Kro. Mandag smuttede den igen - fra regningen og et tilrøget værelse, der skal rengøres for 2000 kroner. Tegning: Jens Schmidt

ROLD:Rottekongen Cibrino er ikke den eneste ”rotte”, Rold kan bryste sig af. Rold Gammel Kro har fået sin helt egen. Desværre.

En såkaldt hotelrotte - en mand er pilet fra en regning på 5500 kroner:

- Jeg ønsker at se det bedste i folk, men altså... nu skal jeg til at vende bevisbyrden om. De skal overbevise mig om, at de er reelle i stedet for det modsatte. Øv, udbryder ejer Bent Klit Christensen.

Brugte taletidsnummer

Hotelrotten tjekkede ind på kroen fredag klokken 23.30. Han kaldte sig for Anes Tamidi og opgav både telefonnummer og adresse.

Bent Klit Christensen undrede sig en smule over ankomsttidspunktet og slog derfor oplysningerne op på Krak:

- Det var et taletidsnummer, og manden havde sagt, at det var en firmatelefon. Jeg har aldrig hørt om, at en virksomhed bruger taletidskort til deres ansatte. Nå, men for en sikkerhedsskyld noterede jeg nummerpladen ned, forklarer ejeren og tilføjer:

- Da jeg talte med ham ved morgenmaden, så slukkedes mine advarselslamper faktisk. Han var noget så flink.

Værelse i forfærdelig tilstand

Manden alias hotelrotten puttede sig i krodynerne og spiste lidt mad frem til mandag. Her smuttede han, uden at personalet så ham.

Han efterlod en regning på 3500 kroner, og dertil kommer et beløb på 2000 kroner. Det er, hvad det koster at gøre værelset rent igen:

- Han har efterladt værelset i en forfærdelig tilstand. Han har røget, og det tager lang tid, inden lugten er væk. Jeg kan ikke leje det ud i tre-fire dage. Det er næsten det største tab, siger Bent Klit Christensen.

Fremover betales på forhånd

Hotelrotten har nu sat både politiet og kropersonalet på arbejde:

- Vi efterforsker sagen. Så ser vi, hvad der kommer ud af det, lover politikommissær ved Nordjyllands Politi, Claus Serup, mens Rold Gammel Kro-ejeren ændrer procedure:

- For fremtiden, når nogen kommer sent om aftenen, må de nok forudbetale. Desværre, indrømmer Bent Klit Christensen.

Han har siden mandag eftermiddag haft travlt med at advare de andre cirka 100 hoteller i Small Danish Hotels-kæden. De skal ikke også udsættes for fup.

- Det er ikke hvert år, det sker. Heldigvis for det.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.