Turisme

Hotelvært ved et tilfælde

Det er godt middagstid, men for mange af gæsterne på hotel Same-Same på den thailandske ø Koh Phangan, er det tidlig morgen. Fest på stranden til den lyse morgen kræver sit, så mange har først fået slæbt sig ned i restauranten for at spise morgenmad nu. Vinden lufter dovent, mens ventilatorerne i loftet sørger for, at gæsterne ikke brænder helt sammen. Trods et tykt lag skyer har termometeret sneget sig på den varme side af 30 grader. Et par danske gutter starter dagen med et spil pool, men for Søren Kristensen fra Klarup begynder en ny arbejdsdag nu. Den 32-årige dansker har siden april 2004 drevet hotellet sammen med sin thailandske kone Thip. Dagens arbejdsopgaver kender han ikke præcist, og det passer ham strålende. - Lige siden skoletiden har jeg ikke brudt mig om at have et skemalagt liv. Jeg har altid gerne villet være selvstændig, sætte ting i gang og føre mine idéer ud i livet. Jeg bryder mig ikke om at være låst, slår Søren Kristensen fast. Varmt adrenalinkick Tanken om en dansk parcelhustilværelse og arbejde med faste mødetider har derfor aldrig tiltalt ham. - For mig vil det aldrig gå med villa, vovse og Volvo. Jeg tror, mange bliver låst i daglige pligter og faste udgifter, og det vil jeg ikke. Jeg elsker det frie liv her i Thailand, hvor der er mere plads til at være spontan, for kulturen og måden at leve på er anderledes her. Her lever man mere i nuet, fortsætter han. Lige siden første tur til Thailand i 1995 har landet lige været ham. - Så snart du lander i lufthavnen i Bangkok, rammer det hele dig bare. Bang. Lige i ansigtet. De 10 millioner mennesker, varmen, røgelsen fra templerne, duftene fra gadekøkkenerne og livet i en by, der aldrig sover. - For de fleste er Bangkok for meget med støjen og forureningen, men for mig ville Bangkok ikke være Bangkok uden, og det hele var ét stort adrenalinkick, fortæller han begejstret, mens en knallert hamrer forbi på jordvejen ud for restauranten. Asien skal opleves Efter tre uger gik turen tilbage til Aalborg, hvor jobbet som områdeansvarlig i Bilkas slagterafdeling skulle passes. Et job han kvittede i 1998 for at tage tre måneder til Vietnam, Indonesien og Thailand. Tilbage i Aalborg igen tog Søren Kristensen job med at undervise adfærdsvanskelige børn på Kærby-, Frejlev- og Løvvangskolen. Senere blev han postbud, altsammen for at skaffe penge til den næste rejse. - Jeg havde talt så meget om Sydøstasien hjemme, men det kan bare ikke beskrives. Det skal opleves. Med alle sanser, fortæller Søren Kristensen entusiastisk, inden han kort diskuterer planlægningen af en snorkeltur med vikingetema med en engelsk forretningspartner, der kigger forbi restauranten. I slutningen af 2000 skulle tre kammerater ikke længere høre Søren Kristensen fortælle om Asien. Nu skulle de med ham derud på et halvt års rejse. Rejsen var en stor oplevelse for de tre, som alle senere er vendt tilbage, men for Søren Kristensen betød den mere. Den betød starten på et nyt liv. Smil i øjnene En aften i starten af 2001 benyttede de fire kammerater til at se thai-boxing, den thailandske nationalsport. Da gutterne ikke selv skulle slås, havde de jo hænderne fri. Den frihed benyttede de til at sørge for, at de thailandske ølproducenter ikke løb tør for tomme flasker. Stemningen var derfor noget løftet, da Søren Kristensen og vennen Martin gik i Khao San Road, Bangkoks mødested for rygsækrejsende, for at få noget at spise og en godnatdrink. Ved et gadekøkken fik vennerne stillet sulten, men gennem dampen fra gryderne fik Søren Kristensen øje på noget. En smilende pige med langt, sort hår og skolebøger under armen. Han gik hen til hende, og snart efter gik snakken lystigt. Så lystigt, at Thip, som pigen hedder, ikke kom med den bus, hun ventede på skulle køre hende hjem efter en dag på universitetet. Snakken gik endda så godt, at Søren Kristensen foreslog, at de mødtes igen næste aften. - Det havde jeg nok ikke gjort hjemme, men herned føler man sig mere fri, og man kommer lettere i kontakt med andre. Jeg ved ikke, hvad det var, at jeg gjorde det, men jeg følte, at jeg blev nødt til at møde hende igen. Hun havde mere at fortælle, og så smiler hun med øjnene, fortæller han glad. Idéen virkede knap så genial dagen efter med tømmermænd, men Søren Kristensen er mand for sit ord, så han og vennen mødte op som aftalt klokken 19 næste aften. - Vi havde bare brugt dagen på at pleje os selv. Spise burgere og se film, og alligevel var vi så trætte, at det var helt ok, hvis hun ikke dukkede op, fortæller han grinende. Skæbne på to meter Klokken blev kvart over. Ingen Thip. Halv otte, mennesker alle vegne, men stadig ingen Thip, så de to venner begyndte at gå mod de lokkende senge på hotellet. To meter før de skal dreje ned ad sidegaden, hvor hotellet ligger, kommer Thip styrtende gennem menneskemylderet efter at have siddet fast i Bangkoks kaotiske trafik, som får al snak om trafikale problemer i Nordjylland til at virke lidt komisk. - Havde vi drejet, havde vi aldrig mødtes igen. Vi havde ikke udvekslet telefonnumre eller noget, og næste dag skulle vi rejse til Phillippinerne. Men nu fik vi en fantastisk aften. At sidde med en af mine bedste kammerater og Thip og synge på gaden var en helt fantastisk oplevelse, fortæller Søren Kristensen begejstret, mens Kim Larsen i restaurantens højttalerne beretter om et flyvende tæppe. De to så ingen grund til at udfordre skæbnen yderligere, så denne gang fik Søren Kristensen Thips mail-adresse, så han kunne sende rejsebeskrivelser til hende fra de fire venners fortsatte rejse. Efter godt to måneders rundrejse kom vennerne atter til Bangkok, og Søren Kristensen mødte atter Thip for en enkelt aften, inden turen gik tilbage til Aalborg. - Jeg så hende som en sød pige, en god ven, en kontakt i Bangkok, men der var ikke noget kæresteri, påstår han hårdnakket. Netflirten Der gik dog ikke længe, før e-mailene på ruten Ryesgade - Bangkok – Ryesgade blev lidt mere flirtende. Så da Søren Kristensen fortalte Thip, at han kom til Thailand sammen med fem kammerater og veninder i begyndelsen af 2002, foreslog Thip, at Søren Kristensen kom to uger tidligere, så han kunne møde hendes familie. Den unge dansker så det som en god mulighed for at lære mere om, hvordan thaier lever. Han og Thip lærte også hinanden bedre at kende, og det faldt så godt ud, at de blev rigtige kærester. Og når nu Søren Kristensen havde mødt Thips familie, var det da også kun rimeligt, at Thip mødte familien Kristensen på Romdrupvej i Klarup. Seks uger efter havde Thip fået et tre-måneders visum til Danmark. Mødet med Danmark og Søren Kristensens venner og familie gik over al forventning, også selv om familien ikke vidste, at de var kærester. - Thip skulle lige se Danmark, inden vi fortalte det. Og så havde de jo altså heller ikke spurgt, fortæller Søren Kristensen med et stort grin. Postassistent Thip Søren Kristensen passede jobbet ved Postdanmark, men snart blev det for kedeligt for Thip at gå i lejligheden i Ryesgade i Aalborg, men det var der en nem løsning på. Udstyret med et ”th” skrevet på højre arm og et ”tv” på venstre arm, hjalp Thip til på Søren Kristensens rute i Aalborgs vestby. Thip gik i klip-klapper, som stort set alle thaier ynder at gå i, men det er nok ikke tilfældigt, at klip-klapper ikke er en del af et postbuds uniform. De runger nemlig godt i en trappeopgang. Det fandt Thip en løsning på. Hun stillede bare skoene i bunden af opgangen og spurtede op ad trapperne i bare tæer. Så hvis du har undret dig over et par tilsyneladende herreløse klip-klapper i bunden af en opgang i kvarteret omkring Niels Juels Gade i Aalborgs vestby, har du såmænd bare haft besøg af postomdelerassistent Thip. En måned inden Thip skulle rejse tilbage til Thailand, kaldte Søren Kristensen familien til kaffe i Ryesgade. - Vi fortalte dem, at vi havde besluttet os for at blive gift, og at brylluppet skulle være i Thailand. Jeg tror nok, at de blev lidt overraskede, for det var gået så hurtigt og så med en fra et andet land, fortæller Søren Kristensen, der understreger, at familien altid har bakket ham 100 procent op. Sådan var det også denne gang. Til beskeden om at hendes yngste søn skulle giftes, og at det skulle foregå et godt stykke sydøst for Klarup, svarede Søren Kristensens mor, Nethe Kristensen: - Jamen, så må vi jo til Thailand, og sådan blev det.