Hotline til kamp mod genopdragelsesrejser

En hotline og et rådgivningstilbud skal hjælpe børn truet af en genopdragelsesrejse.

Hotline til kamp mod genopdragelsesrejser

Når teenagedatteren truer med at smide tørklædet, eller sønnen hænger ud med de forkerte venner, så bliver bedsteforældre eller andre slægtninge bedt om at træde til.

Et ukendt antal børn og unge opvokset i Danmark sendes hvert år mod deres vilje på genopdragelse i forældrenes oprindelsesland. Alt for ofte uden at vide, hvor de skal søge hjælp til at sætte sig imod beslutningen.

- Der er desværre stadig forældre, som er utilfredse med, at deres børn vælger den danske levevis, og derfor lokker eller tvinger dem til at rejse, siger integrations- og socialminister Karen Hækkerup (S) til Ritzau.

Sammen med partierne bag satspuljen har hun afsat penge til en rådgivning og en hotline, som etableres under Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK).

Hotlinen er åben døgnet rundt for telefonopkald, mens rådgivningen tilbyder individuelle samtaler, som varetages af psykologer med særlig viden om æresrelaterede konflikter.

De skal både rådgive børn og unge, som frygter at blive sendt af sted og hjælpe dem, som er kommet tilbage til Danmark og har brug for at finde deres hverdag igen.

Og det er der brug for, for det kan være en meget voldsom oplevelse at blive sendt på genopdragelse, siger projektleder i LOKK, Susanne W. Fabricius.

- Man skal forestille sig, at man som barn bliver svigtet af en eller flere af ens nærmeste omsorgspersoner, og bliver efterladt alene i et land, hvor man ikke kender lugtene, lydene, og måske heller ikke taler sproget særligt godt, siger Susanne W. Fabricius.

- Alt det velkendte, og alt det, der normalt giver tryghed, er revet væk, siger hun.

I øjeblikket har Udenrigsministeriet kendskab til knap 30 børn og unge, som ufrivilligt opholder sig i udlandet. Nogle er på genopdragelse, mens andre er blevet tvangsgift.

Karen Hækkerup håber, at initiativet, ud over at hjælpe børnene og de unge, vil sende et signal til forældrene om at lade deres børn slå rod her i landet.

- Det gælder om at pakke kufferten ud og mentalt indstille sig på, at nu bor man i Danmark, og hvis man skal begå sig her, så skal man opdrages her, siger Karen Hækkerup.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.