Hovedrysten over lukning

Cykelmuseet tramper videre for at bevare skinnecykelrute

AALESTRUP:Hvis Agner Svenningensen kommer til at skænke Danmarks Cyklemuseum en tanke, når han om få uger står med et glas champagne i hånden, er den præget af melankoli. På den ene side har året set fint ud økonomisk for det specielle museum, som 2175 slog et smut forbi i årets løb. Det er omkring 425 i forhold til de forrige år. Men indtjeningen fra skinnercyklerne får museet til at løbe rundt. – Vi kunne da godt have ønsket, at flere, der brugte skinnecyklerne, også besøgte museet, siger formand for museet Agner Svenningensen. Det sker dog næppe i fremtiden. I år besluttede byrådet, at skinnerne skal fjernes. – De har tabt hovedet. En ting er noget politik. Noget andet er sund fornuft, mener Agner Svenningsen. Han undrer sig over beslutningen, når skinnecyklerne trækker gæster til fra hele Danmark og fra andre lande. Og når Kolding og Sønderjyllands Amt samtidig er gået i gang med at bygge baner til skinnecykler. – Jeg er især irriteret over, at turistkontorene ikke blev hørt i forbindelse med beslutningen, erklærer Agner Svenningsen, der ville være fuld tilfreds, hvis 20 kilometer skinne fik lov til at være i fred. Han spår, at når skinnecyklerne forsvinder, går det udover museets økonomi, der indtil videre har passet sig selv. Ifølge Agner Svennningsen bliver tabet i en størrelsesorden af om omkring 70.000 kroner. Museet drives af frivillige og en kustode til 86.000 kroner om året. – Men jeg vil fortsætte med i kommunalt regi at gøre opmærksom på, at når man fjerner en af vores indtægtskilder, så må man give os et tilskud. Det nye år byder dog ikke på nogen nyskabelser på Danmarks Cykelmuseum. Hvis altså, man ser bort fra fiskekort og lejrpas, der vil gøre sit indpas blandt de ældre cykelmodeller. Det sker, når museet skal huse turistkontoret fra den første dag i det nye år. – Ingen tvivl om, at det vil give os flere besøgende, siger Agner Svenningsen.