Hovmodige klimatosser

TOPMØDE:Klimakteriet har ramt alverdens ledere, der endelig syntes at have fundet livets sande mening ved den ny sag at kæmpe for - klimaet! Nu gælder det om at indfange og påvirke den progressive og magtfulde del af samfundet, forretningsverdenen med ideologien omkring menneskeskabte klimaforandringer, herunder den mest groteske konsekvens af troen, at "vi sammen" kan og bør gøre noget ved det! Skidt med de millioner, der sulter i dag, de sygdomme, som hærger vores klode og det vand, der mangler, - disse mennesker må vente og muligvis dø, - vi skal først have styr på klimaet! Ypperstepræsten i denne nye religion, Al Gore, kommer til byen, han elsker København, (syndens by), - og tænk, han lander "grønt"! Man får tårer i øjnene, når TV-Avisens oplæser højtideligt beskriver, hvordan piloten slukkede for motorerne under landingen for at spare brændstof. Hvad med om Al Gore bare var blevet hjemme i stedet for alle disse verdensomspændende rejser? Burde han i det mindste ikke have sejlet herover i sejlbåd, hvis han virkelig mente noget med det? Burde han ikke have gået eller cyklet til Bella Center, fremfor at køre i en "grøn Audi A6". Hykleriet omkring denne nye klimareligion tager ingen grænser, - hvor mange tusinder er ikke beskæftiget i denne nye magtens ideologi, folk som nødigt skulle miste sit arbejde, hvis det virkelig gik op for alle, at det her er kejserens nye klæder? Hvor er pressens kritiske dækning af hele teorien, mekanismerne, interesserne og den skjulte forførelse? Det vil selvfølgelig ikke sælge aviser, for befolkningen vil ikke høre andet. Har Lomborg f.eks. ikke ret, når han undrer sig over pressens manglende interesse for Al Gores pengetank? Kan man være imod vedvarende energi, nej, det er slet ikke det, det handler om. Det handler om menneskets ubændige hovmod og selvtilstrækkelighed, at vi kan da få styr på selv universets kræfter, hvis vi vil: blæse være med min næste, min Gud og skaber, "WE can"!