Hovsa, vi lukkede Tårs Svømmehal

Kære byråd, det er ok, at der skal spares.

Svømning 1. oktober 2008 06:00

Der skal spares, er en - i snart mange år - tilbagevendende fast bestanddel af budgetteksten, og nu er turen så også kommet til, at det påtænkes at spare bl.a. Tårs Svømmesal væk - så spar den væk - og lad være med at tænke på, at udgifter til transport af brugerne, - idet man vel kan gå ud fra, at de bliver tilbudt muligheder for svømning i Hjørring eller måske Sindal. Sandsynligvis allerede fra næste år vil overstige udgiften til at drive svømmesalen, som det gøres p.t. Der skal vel også bruges flere penge til lærerlønninger, for man påtænker vel ikke at slette skolesvømning fra skemaet. Men lad nu endelig være med at tænke på det, for det er politik med visioner, der vil noget, men visionerne er da godt nok meget, meget, meget kortsigtede! Jeg er bosiddende i Hjørring i dag, men jeg har boet i Tårs i 50 år, og jeg var blandt andet på meget nær hold ved den sidste kommunesammenlægning, hvor en af forudsætninger var, at Tårs sogneråd, dengang med Harald Thomsen i spidsen, som betingelse bl.a. stillede, at Tårs skulle have en idræts- og svømmehal. Tårs fik idrætshallen, men godt nok kun en svømmesal, for da man først kom ind under Hjørring kommune, fik man af byrådet besked på, at man kunne få en svømmesal – eller ingen ting. Under de omstændigheder sagde man heldigvis ja til svømmesalen – og hvorfor så heldigvis? Jo, jeg og mange af min årgang lærte aldrig at svømme, med mindre vi hoppede i en mergelgrav, med hvad det kunne indebære, for der var langt til havet, men svømmesalen blev skyld i, at alle kunne få svømmeundervisning, og der lærte bl.a. vores tre børn at svømme, og der er vist ikke mange i Tårs og omegn, der ikke kan svømme i dag, takket være svømmesalen. Gennem årene er det ikke blot børn, men også voksne og i dag mange seniorer (pensionister og efterlønnere m.v.) der har haft og har stor både gavn og nytte af den, ligesom der, på trods af bassinets lidenhed, også har blomstret en svømmeklub. Jeg ved godt, at den som så mange andre af kommunens haller m.v. trænger til en renovering. Men lad den da fortsat være det aktiv, som den er, indtil det forhåbentlig bliver bedre tider, og der bliver råd til renovering, så I beslutningstagere ikke skal til at sige ”Hovsa”, der tænkte vi os vist ikke om, ligesom det skete for det gamle byråd, da de lukkede Tårs Bibliotek.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...