EMNER

Howard parat til at lede britiske konservative

London, torsdag /ritzau/Reuters Den tidligere britiske indenrigsminister Michael Howard erklærede sig torsdag som kandidat til posten som partileder for det konservative parti, efter Iain Duncan Smith er blevet tvunget væk fra posten ved en tillidsafstemning. Howard, der opfattes som en vaskeægte højreorienteret euroskeptiker, sagde på en pressekonference, at han er parat til at bringe sit parti ind i det 21. århundrede og vil søge at erobre midten i britisk politik, hvis han bliver valgt som leder. Duncan Smith blev forkastet med stemmerne 90-75, efter han ifølge mange konservative har fejlet ved ikke at kunne udnytte den svaghed, som Labours premierminister Tony Blair har vist i slipstrømmen af Irak-krigen. Flertallet besluttede, at partiet skal søge efter en ny formand, der kan forhindre den tredje valgsejr i træk til Labour, når der formentlig er valg i 2005. En lang række førende konservative politikere, bl.a partiets udenrigsordfører Michael Ancram, var hurtigt ude torsdag for at støtte Howards kandidatur. Det gør det mindre sandsynligt, at outsidere i partiet vil overraske, som det var tilfældet, da Duncan Smith som en såkaldt "backbencher" snød alt og alle ved at blive valgt til formand i 2001. /ritzau/