HP Byg fastholder høj aktivitet
Mange byggeopgaver spredt over den nordjyske region giver beskæftigelse til 125 mand i virksomheden i Harken
Opdateret kl. 07:39
HARKEN: På Skolevangen i Hjørring er HP Byg snart færdig med en 1600 kvadratmeter stor tilbygning til gymnasiet i passivhus standard, og virksomheden skal i gang med at lave tømmerarbejde og facadepuds for A. Enggaard, som bygger kommunens rådhus om.
Samtidig er HP Byg engageret i mere end 20 andre store eller mindre byggeprojekter i Nordjylland, heraf det Realdania støttede projekt Rebild Infoportal nok er det mest spektakulære projekt.
- Infoportalen har vi arbejdet med i trekvart år, og vi er ved at lægge sidste hånd på projektet. Det er et byggeri i samme kaliber som Utzon byggeriet, siger direktør Henrik Petersen under et interview i HP Bygs hovedkvarter i Harken.
Portalen skal være et arkitektonisk vartegn ved indgangen til Rebild Bakker. Det er en kvadratisk knap fem meter høj bygning, hvor ydersiderne består af en skulpturel tømmerkonstruktion.
Realdania valgte den som vinderprojektet i en totalentreprise konkurrence, og bag projektet står et team bestående af HP Byg som totalentreprenør, arkitektfirmaet Cebra, Aarhus, idebureauet 2+1 og ingeniørfirmaet Viggo Madsen, Højbjerg ved Aarhus.
Henrik Petersen tager en minimodel af en træskulptur fra portalen i hånden.
- Jeg kan godt li’ at medarbejdere er engageret i deres håndværk. En snedker, bette Finn, har herhjemme på snedkerværkstedet lavet den her i tre eksemplarer, og det ene gav han til mig, fortæller han.
Skulpturen har byggeriets arkitekt fået inspiration til fra det kendte øjetræ i troldeskoven i Rebild Bakker, og som de tre danske prinsesser kravlede igennem 23. juli 1952.
HP Bygs historie rækker næsten lige så langt tilbage, mens øjetræet kom på museum i 1994 efter en sankthans storm, som træet ikke kunne modstå, så har Harken virksomheden klaret at stå imod byggebranchens mange op- og nedture.
Dog skulle der i efteråret 2011 ny kapital og nye ejere til for at holde virksomheden med de mange opgaver på ret kurs. Siden 1. november 2011 har KGH Holding, Grindsted og Sobico A/S stået bag det hæderkronede firma, som sidste fredag markerede 60 års jubilæet i forbindelse med en temadag for håndværkerne om personlig sikkerhed.
- Det er gået godt siden KGH Holding og Sobico A/S gik ind og tilførte frisk kapital på 15 mio. kr. Der er en fornuftig ordrebeholdning, og der er ryddet op i efterslæb fra den tidligere periode, oplyser Henrik Petersen.
Den første årsregnskabsaflæggelse efter ejerskiftet viste et driftsresultat på plus 6,7 mio. kr.
Ifølge HP Bygs direktør er der for tiden omkring 125 ansatte tilknyttet de to afdelinger i Harken og Aalborg plus en enkelt medarbejder i satellitkontor i Sorø til at servicere sjællandske kunder.
- Antallet af medarbejdere svinger mellem 105 og 135, men det er stort set det samme som for halvandet år siden, da nye ejere kom til, siger Henrik Petersen.
En overgang efter finanskrisen satte ind i efteråret 2008 var antallet af ansatte i HP Byg nede på 68, men en stor tilgang i ordrebogen fik vendt tallet før ejerskiftet.
Medvirkende til at fastholde den højere beskæftigelse er en række opgaver i Nordjyllands største kommune.
Således har HP Byg afleveret 65 nybyggede ungdomsboliger i Nørregadepassagen i Aalborg, og på Signalvej i byen er et tilsvarende antal ungdomsboliger på vej.
Sideløbende er der byggeprojekter i byer som Skagen og Hirtshals.
- Vi er en regional virksomhed og ikke en Harken virksomhed, men vi har ingen planer om at flytte hovedkvarter, understreger HP Bygs direktør, som af og til bliver konfronteret af rygter om det modsatte.
- For nogle uger siden kom en mand og sagde tillykke med vi skal flytte ind i Arlas bygning i Hjørring. Det er der intet om.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.