EMNER

HP-gruppen vandt klagesag

Kommunen burde have givet plejehjemsrenovering til Harken-firmaet

HJØRRING:Fejl i licitationen over renoveringen af plejehjemmet i Fynsgade kan komme til at koste kommunen 2.7 millioner kroner. HP-gruppen i Harken har nemlig fået medhold i en klage ved Klagenævnet for Udbud i København. Nævnet har afgjort, at kommunen retteligt burde have givet HP-gruppen arbejdet. Klagenævnet konstaterer, at kommunens bygherrerådgiver COWI, Aalborg, har handlet i strid med udbudsloven og ligebehandlingsprincippet, da COWI beregnede hvilket tilbud, der var lavest. Kun 6000 kroner skilte HP-gruppen og NCCs bud. COWI vuderede fejlagtigt, at NCC Construction skulle have opgaven til godt 25,5 millioner kroner. - Vi er naturligvis glade for at klagenævnet har givet os ret i, at vi blev uretfærdigt behandlet, siger direktør Søren Pedersen, fra HP-gruppen. 2.7 mio. kr. i erstatning En senere behandling i Klagenævnet til maj skal afgøre erstatningens størrelse. HP-gruppen har forlangt knap 2.7 millioner kroner. Det svarer ifølge HP-gruppen til den fortjeneste, som virksomheden er gået glip af, fordi NCC fik arbejdet. Klagenævnets møde til maj vil afgøre om nævnet følger HP-gruppens krav. Borgmester Bent Brown er blevet orienteret om udfaldet af klagenævnssagen, men kender ikke sagen i detaljer. -Udfaldet huer mig ikke. Jeg vil nu afvente en yderligere orientering. Hvis vi skal betale 2.7 millioner kroner i erstatning, går jeg ud fra, at vi har et mellemværende at gøre op med COWI, siger Bent Brown. Han understreger, at det er første gang kommunen oplever den slags med COWI, som man ellers er godt tilfreds med. COWI har ingen kommentar til sagen før klagenævnets møde til maj, oplyser afdelingsleder Mogens Bo Knudsen fra COWI.