Hr. og hr. Danmark

I St. Brøndum kender alle parret Erik og Flemming, og selv om de i 1990 indgik et kontroversielt giftermål, har de aldrig mødt en fordomsfuld mine i den lille by

Tekst: Anne Randby Toft
 
Foto: Henrik Bo
Forskeren Erik Elgaard Sørensen (tv.) og folketingspolitikeren Flemming Møller Mortensen er gift på 18. år og lever i landsbyidyl i St. Brøndum. Og her er der højt til loftet på mange måder – i hvert fald er det en ganske naturlig sag, at to mænd lever i et lykkeligt parforhold på 18 år.
EMNER 13. juli 2008 06:00

ST. BRØNDUM: Der skete noget helt særligt, første gang, de passerede hinanden på sygehusgangen på Aalborg Sygehus, hvor de begge arbejdede. Det var i 1985. Erik Elgaard Sørensen og Flemming Møller Mortensen kiggede begge lidt længere, end man ellers bør, og så sagde det "bang". Senere samme dag udvekslede de telefonnumre, og kort tid efter flyttede de sammen i Eriks lejlighed i Aalborg. De havde aldrig været mere sikre. For Flemming var det første gang, han var rigtigt forelsket, og følelsen levnede ikke megen tvivl. – Vi ville bare hinanden og drømte om tosomhed og om at høre sammen, som alle andre forelskede gør, siger 45-årige Flemming Møller Mortensen, der i dag er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og deler spisebord, seng og postkasse med Erik Elgaard Sørensen på 53, der til daglig er ansat som forsker på Aalborg Sygehus. Bryllup talte de ofte om i årene efter de mødte hinanden. Ikke at det kunne lade sig gøre, for selv om bøsser og lesbiske i årevis havde kæmpet for retten til at sige ja til hinanden og blive registreret som par, så havde det politiske flertal endnu ikke bakket op om en lovliggørelse. Politikerne gav sig i 1989, og et lille år senere, 3. august 1990, sagde de ja til hinanden på Aalborg Rådhus. – Det var anerkendelsen, der betød noget. At omverdenen nu var klar over, at vi er mennesker af kød og blod, der føler det samme behov for at vise, at vi elsker hinanden og blive gift. Jeg tror, det er vigtigt for alle at føle, at man ikke bliver sat på et sidespor som anderledes, siger Erik. Batikbrylluppet Omstændighederne omkring Erik og Flemmings bryllup var nok lidt anderledes end ved de fleste bryllupper. Frieri var der intet af, mest fordi det var så indlysende rigtigt, at de skulle giftes, efter at det var blevet muligt, og den storstilede fest blev erstattet af et par uvidende venner, som ikke anede, hvorfor de skulle troppe op ved Aalborg Rådhus. Familien blev først adviseret bagefter. Solen bagte, og Flemming og Erik mødte op på rådhuset i batikskjorter. Bagefter kørte det lille selskab ud til kysten og tog en dukkert og fejrede aftenen på restaurant. – For os var det meget personligt, og vi havde på det tidspunkt ikke behov for at gøre det til en kæmpefest. Det handlede meget om Flemming og mig, fortæller Erik. Erik henter bryllupsbilledet fra opslagstavlen, som viser det nygifte par på rådhuset. Det er lidt falmet i kanterne, men forelskelsen lyser langt væk. Nøjagtig som den gør i dag. Til trods for at de med giftermålet gjorde deres kærlighed synlig for alle – arbejdsplads, familie og offentligheden – taler Flemming og Erik meget om, at de ikke ønsker mærkatet "bøsse" på ryggen. Der er ikke noget galt med ordet, heller ikke med at være det. De vil bare gerne opfattes som det forelskede par, de nu er. Ikke nowet sjærli Et godt eksempel er måden, de har håndteret familien på. At Erik og Flemming ville giftes, var aldrig noget, man diskuterede over familiemiddagene. Accepten lå alligevel i, at det var tydeligt for forældrene og søskende, at Flemming og Erik var langt mere end bare gode venner. – Det blev naturligt for os hver især at have henholdsvis en Erik eller en Flemming med hjem. Og sådan blev det. At samfundet ligesom gav os lov, har også åbnet op for en større forståelse hos vores familier, føler jeg, siger Erik. Heller ikke i landsbyen St. Brøndum lidt uden for Skørping, hvor Erik og Flemming sammen ejer landejendommen Gustavsberg, "er det nowet sjærli" at de to mænd er gift. I byen kender alle parret på Siemvej. Men de har aldrig mærket folks fordomme eller følt, at der blev set skævt til dem. Heller ikke selv om de er gift. – Vi har aldrig været udsat for chikane – tværtimod er vi faldet helt naturligt ind i byen og blandt naboer. Lovgivningen om registreret partnerskab har helt sikkert fået os til at føle os bedre tilpas og mere "rigtige" – fordi samfundet nu fandt det naturligt, at vi var sammen, forklarer Flemming. Flemming og Erik har snart været sammen i 25 år, og selv om de begge lever med krævende arbejde, og Flemming på grund af sit folketingsarbejde må tilbringe mange dage i hovedstaden, er de begge enige om, at parforholdets bånd hjælper, når man savner hinanden. Og savn har der været masser af – som da Erik måtte savne Flemming, mens han arbejdede som sygeplejerske i Indien og på Grønland, eller da Erik lavede en tidskrævende og strabadserende Ph.D, som ikke levnede meget tid til Flemming. – Vi taler meget ofte om, at det at savne er en afgørende ting for kærligheden. Derfor har det betydet meget at have en pagt – en skriftlig pagt med hinanden. Det syner måske ikke af så meget, men for os har det været en mental forandring, der er kommet, efter at vi sagde ja til hinanden. Det betyder i høj grad noget, siger Flemming. – Og så er vi gode til at holde liv i kærligheden og sige, at vi elsker hinanden. Og så er det vigtigt at slutte dagen af med at sige godnat – også selv om Flemming, som det er nu, ofte er i København, supplerer Erik. Vi har et ansvar Selv om det er mange år siden, de blev gift, er de er stadig forelskede og lykkelige. Og de modsvarer til fulde den fordom – de selv kalder en realitet – om at bøsser generelt lever et mere rodløst og udsvævende liv. – Folk bliver ofte meget overraskede, når de finder ud af, hvor længe vi har været sammen. Og når de så finder ud af, at vi har været gift i 18 år, bliver de dobbelt så overraskede. Jeg tror ikke, folk regner med, at bøsser lever, som vi gør, siger Flemming og nikker lidt grinende, da journalisten spørger, om lykken er at leve som hr. og hr. Danmark. – Ja, sådan set, for det er deri, missionen ligger – nemlig i at det kan være ligeså naturligt, at to mænd har et fast forankret parforhold, som vi har. Vi er selvfølgelig klar over, at vi tilhører en minoritet, men deri findes også normalitet, og det er den, vi repræsenterer. – Når vi for eksempel bliver passet op af forældre, der måske har en søn eller datter, der er homoseksuel, så tolker jeg også deres henvendelse som en måde at sige til mig: Vi er mange, der har det tæt på. Og når de giver udtryk for, at det er dejligt at se os glade, tænker jeg, at det er det ansvar, vi kan bære: At være med til at opbygge større tolerance ved at vise vores hverdag, siger Flemming. De to mænd har også haft mange intense snakke om, hvorvidt der var plads i hverdagen til børn, og de gik faktisk for år tilbage og overvejede, om de skulle fuldbyrde kernefamilien med et delebarn med et lesbisk par, som er måden, hvorpå bøsser i dag typisk opnår forældreskab. – Vi gjorde det ikke, mest fordi vi synes vi blev for mange forældre. Men havde vi været 20 år yngre i dag, havde vi valgt anderledes. På den måde har tiden også ændret sig, siger Erik. Parret kan om halvandet år fejre, at det er 25 år siden, lynet slog ned på hospitalsgangen på sygehuset. Og denne gang skal det fejres med en stor fest for venner og familie. – Euforien, som vi oplevede, da det blev muligt at blive gift, har lagt sig lidt. Vi var meget stolte af, at Danmark var det første land, der gav denne ret til homoseksuelle, men nu føler vi nærmest det modsatte, fordi mange andre lande har overhalet os, siger Erik.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...