Hr. Ashtar mod Hr. Nielsen

Til kamp mod udlændingekvote på diskotek i Jomfru Ane Gade

EMNER 15. september 2002 08:00

MIDTBYEN: Med slagord som "Aalborg by Night - Only for white" og "Ku Klux Nielsen" blev der i går middag demonstreret foran værtshuset Hr. Nielsen i Jomfru Ane Gade, hvor udlændinge i sommerens løb har oplevet at blive afvist døren med henvisning til, at der ikke var plads til flere udlændinge. I spidsen for demonstrationen gik den 29-årige Jakob Ashtar, som har meldt værtshuset til Aalborg Politi for racisme, efter at han i august oplevede at blive afvist ved døren. Udover politianmeldelsen havde Jakob Ashtar, der er født og opvokset i Danmark, arrangeret gårsdagens demonstration, som aktionsgruppen ATTAC og lokale politikere blandt mange andre bakkede op omkring. Formålet var at protestere imod, at der tilsyneladende er indført en udlændingekvote på Hr. Nielsen. Demonstrationen blev indledt med taler på Nytorv, hvor byrådsmedlem Anne-Dorte Krog (SF) benyttede lejligheden til at tale dunder mod racisme. - Det er utroligt vigtigt, at vi i dag får sagt fra over for Hr. Nielsens racistiske politi. Det er vigtigt, at vi får gjort klart, at enhver støtte til Hr. Nielsen er en støtte til en forbudt racisme, sagde Anne-Dorte Krog, som finder det i orden, at forlystelsessteder udelukker ballademagere. - Men Jakob Ashtar er ikke en ballademager. Han ligner faktisk heller ikke en ballademager. Han er blot lidt mørkere i huden end de fleste, og derfor kunne han ikke komme ind. Ved I hvad, det er ikke at undgå ballade. Det er simpel racisme. Det er groft, det er utilstedeligt, og det er forbudt, sagde Anne-Dorte Krog. Dansk-israelsk 29-årige Jakob Ashtar er født og opvokset i Danmark. Han har en dansk mor og en israelsk far og læser til ingeniør på Aalborg Universitet. Det fik en talsmand fra aktionsgruppen ATTAC til at pege på, at racisme og modvilje mod arabere og muslimer har nået nye groteske højder, når det eksempelvis også rammer en dansk-israeler, som tilfældigvis er lidt mørk i huden. På løbesedler omdelt ved demonstrationen peger ATTAC endvidere på, at rockere og rugbyspillere, som måske også er uønskede i flok på Hr. Nielsen, kan skifte uniform, men Jakob Ashtar og andre kan ikke skifte hudfarve. Efter talerne skred optoget, som NORDJYSKE talte til minimum 150, men som ifølge politiets officielle tal havde 50-75 deltagere, gennem Bispensgade til Hr. Nielsen i Jomfru Ane Gade. Her stemte deltagerne i med første vers af: "Der er et yndigt land". Efter sangen begyndte flokken af råbe: "Finn, Finn kom nu frem - ellers går vi aldrig hjem" og "Finn, Finn kom nu frem - ellers kommer vi igen". Det var rettet mod Finn Hvillum, der er medforpagter af stedet. Finn Hvillum kom dog ikke frem, for han var slet ikke på stedet, og derefter blev demonstrationen stille og roligt opløst. Forventer politisag Jakob Ashtar fik masser af skulderklap og opmuntrende bemærkninger fra mange af dem, der havde sluttet sig til optoget, og den 29-årige aalborgenser var godt tilfreds med forløbet. - Jeg er glad for at så mange deltog, og jeg er på ingen måde skuffet over, at der ikke kom nogen ud indefra Hr. Nielsen. Det regnede jeg heller ikke med, sagde Jakob Ashtar. Han forventer, at Aalborg Politi inden længe får taget stilling til politianmeldelsen, og at der vil blive rejst en egentlig sag mod værtshuset og dets ejere. Han opfordrer alle, der har oplevet noget tilsvarende på Hr. Nielsen, til at anmelde det til politiet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...