Frederikshavn

Hr. og fru fjernvarme siger farvel

Sarah og Palle Murer har i 45 år været identiske med Strandby Fjernvarmeværk - nu siger de farvel

Sarah og Palle Jensen på kontoret på Vandværksvej 11 i Strandby. De to ægtefæller kan næste år fejre diamantbryllup og to gange 80 års fødselsdag. De er født på samme dag, 25. april 1937, og har - stort set - været sammen lige siden.
Sarah og Palle Jensen på kontoret på Vandværksvej 11 i Strandby. De to ægtefæller kan næste år fejre diamantbryllup og to gange 80 års fødselsdag. De er født på samme dag, 25. april 1937, og har - stort set - været sammen lige siden.

STRANDBY: - Det har været en svær beslutning, men intet varer evigt. Og jeg vil helst selv bestemme, hvornår det skal være slut.

Citat: Palle Jensen. Eller ”Palle Murer”, som han hedder i Strandby.

I 45 år har han siddet i bestyrelsen for Strandby Varmeværk, de sidste 44 for bordenden som formand, men nu er det snart slut. På generalforsamlingen 31. marts genopstiller ”Palle Murer” ikke.

Herefter vil der altid være et ”før” og et ”efter” Palles tid på det selvstændige varmeværk, der blev stiftet 30. marts 1962 på Strandby Sømandshjem.

Murermester som 22-årig

”Vi skal have det varmeværk”, konkluderede Julius ”Jusse” Thomsen, det nærmeste man kommer en borgmester i Strandby, efter lidt debat på mødet, som borgerforeningen havde indkaldt til.

- Så var det vedtaget, husker Palle Jensen, der som en af de yngste interesseret fulgte debatten.

I 1954 var Palle som 17-årig flyttet med sin læremester, Erik Jakobsen, fra Lendum til Strandby, og i 1959 startede Palle Jensen sit eget murerfirma, 22 år gammel og Nordjyllands yngste selvstændige murermester.

Bud efter ”Palle Murer”

De første år havde bestyrelsen i varmeværket tit bud efter ”Palle Murer”, når de skulle rådføre sig om, hvordan den lille fiskerby skulle omstille opvarmningen fra gammeldags oliekaminer og centralvarmeanlæg, der fyrede med koks og briketter og gamle fiskekasser, til det hersens moderne fjernvarme.

I 1971 blev ”Palle Murer” valgt til bestyrelsen og allerede året efter overtog han formandsposten efter vodbinder Julius Pedersen.

Resten er historie, som man siger, en ægte solstrålehistorie om et livslangt engagement i udviklingen af den by, som Palle Murer selv har været med til at bygge og opvarme i et halvt århundrede.

De første år boksede den unge murermester en del for at overbevise slagtermester Aaen, bagermester Ørtoft og vodbinder Julius Pedersen om, at ”de glade tressere” fortsatte ind i 70’erne, og at det betød udvikling og nybyggeri i hidtil uset skala.

25 nye huse om året

Palle Murer opkøbte og udstykkede selv markerne vest for Nørregårdsvej, og i de hektiske år opførte han 25 huse om året i det nye fuglekvarter, eller ”pipkvarteret”, som de siger i Strandby.

Her bosatte mange tilflyttere, blandt andet københavnske marinefolk, der blev flyttet ud fra Holmens Kaserne og fra de små lejligheder i Nyboder, sig i nye gulstens-parcelhuse, opvarmet med fjernvarme.

Varmeværket på Hejrevej midt i Strandby fyrede med svær fuelolie, men sidst i 80’erne fandt strandbynitterne et alternativ til den sorte fuelolie: Fiskeolie fra FF, Fiskernes Fiskeindustri i Skagen, der i årevis havde modtaget tonsvis af skidtfisk fra strandbyfiskerne og nu gerne ville levere noget tilbage.

Munkegårdens pensionister

Først i 90’erne forlangte Energistyrelsen og Frederikshavn Kommune, at der skulle bygges et kraftvarmeværk i Strandby, og stillet over for dette ultimatum valgte varmeværket at flytte til Ravmarken lidt uden for Strandby.

Det gamle varmeværk på Hejrevej er i dag aktivitetscenter for byens pensionister. Palle Murer sidder i bestyrelsen for Munkegården og har hver torsdag sit eget gymnastikhold på Munkegården, ligesom han hver onsdag leder gymnastik- og volleyballholdet på Strandby Skole.

Strandby Badehotel

- Jeg afleverer et varmeværk i gode, solide bygninger, bygget i røde mursten. Ledningsnettet er i orden, og værket bliver drevet godt og solidt af nogle gode folk, siger Palle Jensen.

Lørdag 2. april er der afskedsreception - på Strandby Badehotel, hvor det hele startede for 54 år siden. Ringen er sluttet og Palle Murers æra forbi.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden