Naturvidenskab

Hr. og Fru Jensen skal også tænke på miljøet

Byråd opfordrer borgerne til at tage ansvar

En ledende klimaforsker advarer om, at følgerne af den globale opvarmning kan blive langt værre end forventet. Arkivfoto: Michael Koch

En ledende klimaforsker advarer om, at følgerne af den globale opvarmning kan blive langt værre end forventet. Arkivfoto: Michael Koch

Det kan godt være, at Kina skal lade være med at fyre så meget med kul, og at USA skal tage klimaudfordringerne mere seriøst. Men Hr. og Fru Jensen i Aalborg Kommune kan også være med til at gøre en forskel og passe bedre på miljøet. De skal for eksempel cykle mere og lade bilen stå, huske at slukke lys og computer og bruge mere miljøvenlige rengøringsmidler. Det fremgår af Aalborg Kommunes forslag til Bæredygtighedsstrategi, som snart bliver vedtaget af byrådet. Med strategien vil Aalborg Kommune tage medansvar for at forebygge klimaforandringer ved at reducere udledningen af CO2 og andre drivhusgasser. Samtidig indeholder strategien forslag til, hvordan blandt andet vandløb beskyttes. Det skal ske gennem en lang række tiltag i de kommende år, og en del af dem kræver, at borgerne i eksempelvis Hals, Vejgaard og Kølby selv gør en indsats. – Hvis de store udfordringer, som vi står over for, skal løses, så kræver det, at hver enkelt tager ansvar. Vi vil gerne engagere befolkningen, siger Thomas Kastrup-Larsen (S), rådmand for sundhed og bæredygtig udvikling. Han slår fast, at kampagner blandt andet vil blive rettet mod børnene i folkeskolen. Det er vigtigt, at de får en forståelse af, at man skal tænke på miljøet, for så går de hjem til forældrene og stiller spørgsmål om, hvorfor forældrene lader computeren stå tændt, og hvorfor de ikke allerede er gået i gang med hjemmekompostering. Aalborg Kommune tager også en række initiativer, som det primært er kommunens forvaltninger, der skal tage sig af. Det drejer sig blandt andet om et skærpet tilsyn med landbrug og virksomheder. Udledningen af kvælstof og fosfor skal være reduceres med 50 procent i 2015 i forhold til niveauet i 2000. – Vi kommer ikke hele vejen med frivillighed. Derfor kommer der skærpede krav til landbruget. Det er utroligt vigtigt, at vi beskytter Limfjorden, siger Thomas Kastrup-Larsen, der tilføjer, at strategien også lægger op til samarbejdsaftaler med landbruget om at beskytte drikkevandet. NORDJYSKE Stiftstidende har plukket lidt i strategien - læs lørdagsavisen.