Retspleje

HRW-kritik af USA for dødsfald blandt afghanske fanger

Menneskeretsgruppen Human Rights Watch retter kritik mod den amerikanske regering, der ifølge HRW tager for let på dødsfald blandt USA's fanger i Afghanistan

Kabul: Den internationale menneskeretsgruppe Human Rights Watch (HRW) kender til flere tilfælde af, at fanger er døde, mens de var i amerikansk varetægt i fængsler i Afghanistan, og nu opfordrer gruppen den amerikanske regering til at afsløre omstændighederne ved fangernes død. I et åbent brev til USA's forsvarsminister, Donald Rumsfeld, sagde HRW, at den har kendskab til to nye tilfælde, hvor afghanske fanger er døde i amerikansk varetægt, og organisationen kræver en undersøgelse af et tredje dødsfald, der fandt sted for tre måneder siden. - Det er på tide, at USA taler åbent om de forbrydelser, amerikanske styrker har begået i Afghanistan, sagde Brad Adams, der er leder af Asien-afdelingen i HRW, mandag. En af de sager, menneskeretsgruppen nævner, drejer sig om den afghanske soldat Jamal Naseer, der døde på den amerikanske base i Gardez sydøst for hovedstaden Kabul i marts 2003. Hæren indledte ifølge HRW en efterforskning af sagen i maj 2004. Flere fanger, der sad fængslet sammen med Naseer, har fortalt at amerikanske soldater har slået og sparket dem, hængt dem med hovedet nedad og tævet dem med stokke eller kabler. Nogle af dem hævder, at de blev lagt i koldt vand og derefter tvunget ud og ligge i sneen, lige som de fortæller om, at de har fået elektrisk stød på tæerne, skrev HRW i brevet til Rumsfeld. En talsmand for Pentagon oplyste, at der er indledt efterforskning i forbindelse med otte dødsfald blandt fanger i amerikansk varetægt i Afghanistan. Kun tre af dødsfaldene er stadig under efterforskning. HRW påpeger, at hærens egen undersøgelse af en afghansk fanges død konkluderede, at en amerikansk kaptajn og tre sergenter dræbte fangen, men det er uvist om de fire soldater er blevet retsforfulgt. I oktober oplyste Pentagon, at det overvejedes at retsforfølge 28 amerikanske soldater i forbindelse med dødsfald på en anden militærbase i Bagram. /ritzau/Reuters