HSH-duo klar til EM-playoff-kampe

OSLO: Aalborg HSH-duoen Børge Lund og Håvard Tvedten er sammen med det norske landshold i håndbold klar til playoff-finalerne i juni i kvalifikationen til EM-slutrunden 2004 i Slovenien. Norge - med Børge Lund i målscorerens rolle seks gange på seks forsøg - slog i lørdags Luxembourg 36-18 hjemme i Norge, og billetten til playoff-finalerne blev definitivt sikret i søndags, da Hviderusland gik i Norges fodspor ved at besejre Rumænien. Netop Hviderusland står på nordmændenes menu torsdag og søndag i denne uge i et slag udelukkende om førstepladsen i EM-kvalifikationsgruppe 2, hvorfra de to bedste går videre til playoff-finalerne. Fløjen Håvard Tvedten blev sparet i lørdags mod Luxembourg. Han pådrog sig en mindre forstrækning i HSH's sidste opgør før jul mod Bjerringbro, og det er sandsynligvis det, der har sendt den fodrappe fløj på skånekost hos Norge.jeri