HSH får dansk støtte i Bosnien

AALBORG: Der rejser næppe fans med fra Aalborg, men HSH kan alligevel forvente pæn dansk opbakning, når klubben lørdag 9. november debuterer i europæisk håndbold med udekampen mod HC Gracanica fra Bosnien i 1/16-finalen i Challenge Cup. - Vi har modtaget en mail fra en talsmand for 328 danske soldater, der er udstationeret i området. De glæder sig til vores besøg, og mange af dem håber at få mulighed for at overvære kampen, fortæller sportschef Jan Larsen. HSH-truppen rejser fra Aalborg om morgenen fredag 8. november og lander via København og München i Sarajevo lidt over middag, hvorefter venter ca. tre timers buskørsel til Gracanica, der er en forholdsvis lille, men angiveligt meget håndboldentusiastisk by med ca. 52.000 indbyggere. - Rejseplanen er perfekt. Vi regner med at træne i hallen fredag aften og får desuden mulighed for at løsne op lørdag formiddag, inden kampen spilles lørdag kl. 18, siger Jan Larsen, der foreløbig har koncentret sig om at få de praktiske formaliteter på plads. - Indtil nu har vi fokuseret på opgaverne i Ligaen, og det er fint med godt to ugers opladning til Challenge Cup, hvor vi blandt andet vil søge at få nærmere oplysninger om Gracanicas hold. Returkampen mod bosnierne afvikles i Aalborg Stadionhal lørdag 16. november kl. 15. Næste ligakamp for HSH er tv-kampen hjemme mod FCK onsdag 20. november kl. 22. abel
Breaking
Ingen afsluttende prøver for 9. og 10. klasser: 15. april åbner institutioner og skoler for 1.-5. klasse
Luk