EMNER

HTH har svært ved at øge eksporten

ØLGOD:Danskernes efterspørgsel på nye køkkener er tilsyneladende umættelig. Derfor har køkkenskabsfabrikken HTH i Ølgod svært ved at øge eksport-andelen, som i dag er på 30 procent. - Det er for lille en andel, men det danske marked har udviklet sig så positivt, at vi ikke har kunnet øge andelen, siger direktør Henning Storm til Radio Syd, P4. - Det er fantastisk populært i Danmark at installere nye køkkener og jeg tror, at den udviklingen fortsætter ind i de næstkommende år også. - Vi er ganske overbeviste om, at vi har nogen markedsmuligheder, som vi slet ikke udnytter i øjeblikket. Det tager vi hul på, når vi har kapacitet til det. - Lige nu er kapacitetsgrænsen nået, siger Henning Storm. - Der er gode muligheder på eksportmarkedet. Vi er igang med Polen og Kina - og dertil kommer det øvrige Europa. HTH har netop afsluttet en udvidelse i Ølgod, hvor man den 15. juli tager en ny stor råvare-hal i brug. Henning Storm vurderer, at der i de kommende to til tre år vil være en vækst på 10-12 procent. Og samtidig ventes medarbejdertallet at stige fra 1.000 til omkring 1.100 personer. Årsomsætningen på HTH har rundet 1,4 milliarder kroner.