Hugo Almeida er ny mand i Portugals angreb

Besiktas-spilleren Hugo Almeida får chancen i det portugisiske angreb efter Helder Postigas skade.

Hugo Almeida er ny mand i Portugals angreb

Normalt venter man egentlig med afsløringer om holdopstillingen til en time før de store fodboldkampe, men det står klart, at Portugal går ind til semifinalen mod Spanien onsdag aften med en ny mand helt fremme i angrebet.

Efter at den sædvanlige centerforward Helder Postiga blev ramt af en forstrækning undervejs i 1-0-sejren over Tjekkiet i kvartfinalen, er der en ledig plads. Og den tager Hugo Almeida.

- Ja, og jeg er glad. Jeg har arbejdet hårdt på at komme med i startopstillingen, og nu vil jeg udnytte min chance, lyder det fra den venstrebenede Besiktas-angriber med det stenhårde spark.

Pladsen som spydspids er traditionelt Portugals ømme punkt, og man har i årevis forsøgt at finde manden, der kunne ekspedere de mange chancer, som holdet skabte, ind i modstandernes målnet.

Indtil nu har landstræner Paulo Bento holdt fast i Helder Postiga, der er under hård kritik fra hjemlandets fans, og som typisk ikke laver mange mål for sine klubber.

På landsholdet har hans statistik dog været udmærket, og han lavede da også Portugals andet mål mod Danmark tidligere i slutrunden. Det er de præstationer, Hugo Almeida nu skal forsøge at kopiere.

- Jeg har været lidt trist over, at jeg ikke var i startopstillingen, men jeg vil gøre alt for at hjælpe holdet.

- Vi er nødt til at score mål. Vi ved, Spanien har store kvaliteter og utrolige spillere, men vi må gøre alt, hvad vi kan for at lave mål, siger Portugals nye angriber.

Portugal og Spanien mødes onsdag aften klokken 20.45 i ukrainske Donetsk.

/ritzau/AFP