Hugo Sørensen står i spidsen for en succes

10. KlasseCentret er populært

Skolevæsen 12. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: Det er en succes han repræsenterer. Det er 10. KlasseCentret i Brønderslev, der er tale om, og det er afdelingsleder Hugo Sørensen, der er tale om. Han fylder fredag 50 år. 10. KlasseCentret blev etableret i 2000, og siden er det gået fremad. Det begyndte med 82 elever, mens der året efter kun var 72, men i år er der 102 elever. Hugo Sørensen understreger, at 10. KlasseCenteret er en selvstændig enhed. - 10. KlasseCentret har kun til huse på Hedegårdsskolen, men er hele kommunens 10. KlasseCentret, påpeger han. - Vi signalerer meget, at vi er en selvstændig enhed, og ikke en del af skolen. Blandt andet via vore logoer på trøjer med mere. I en halv snes år var Hugo Sørensen lærer for 10. klasse, og han var med i den gruppe, der forberedte 10. KlasseCentrets etablering. Hugo Sørensen siger, at 10. KlasseCentret er blevet populært hos de unge, og det mener han skyldes, at det er noget helt anderledes end eleverne er vant til i folkeskolen. 10. klasse er nu første del af ungdomsuddannelsen, hvor det tidligere var afslutningen på folkeskolen. Det er ikke kun 10. KlasseCentret, Hugo Sørensen er kendt for. Han har brugt utrolig mange kræfter på bordtennis. Han er en habil bordtennisspiller, og han har spillet i 15 år på førsteholdet. Blandt andet sammen med Jan Harkamp.Nu spiller Hugo Sørensen på førsteholdet i 1. division, og det har han gjort i 15 år. Hugo Sørensen har i mange år siddet i bestyrelsen for Brønderslev Idrætsforenings bordtennisafdeling. Mange mesterskaber Han har via sit arbejde i BI-Bordtennis været medarrangør af to individuelle mesterskaber og to nordiske mesterskaber. I en halv snes år var han holdleder for BI's hold i elitedivision, og den post havde han i 1984, da Brønderslev for første gang blev danske mestre. To danske, individuelle mesterskaber samt to nordiske mesterskaber har han været medarrangør af. - BI-Bordtennis har været med til at sætte Brønderslev på landkortet. Fem DM-titler er det også blevet til - i 1984, 1997, 1999, 2000 og 2002. - Politikere har fortalt os, at Brønderslev er kendt ude i landet på grund af bordtennis. - Når politikere fortæller, at de kommer fra Brønderslev, lyder svaret undertiden: "Nå, det er bordtennisbyen". Det er vi da lidt stolte af, siger Hugo Sørensen. Hugo Sørensen har været på flere spændende rejser i forbindelse med Champions League. Blandt andet var han i 1985 med i Ostava i Tyrkiet. - Vi var noget nervøse, for vi fløj i et meget gammelt fly, som tilhørte den arrangerende klub. Hugo Sørensen blev i 1989 Årets Leder i dansk bordtennis, og i 1991 fik han en nordjysk idrætspris, uddelt af Spar Nord Bank. Han har også modtaget BI's Humørlegat. Han har i drengeårene spillet fodbold, og han var blandt andet med på drengemester-rækkeholdet, men måtte stoppe på grund af en knæskade.Fodbold er hans store interesse, og han er som regel på lægterne, når AaB's superligahold spiller. Regerende fuglekonge Af mere kuriøse ting kan nævnes, at Hugo Sørensen for tre uger siden blev kåret til fuglekonge i Brønderslev Borgerlige Skyttelaug. - Jeg får den ære at være regerende fuglekonge, når fugleskydningen næste år kan fejre 100-års jubilium, siger Hugo Sørensen, der fortæller, at der sikkert bliver gjort noget ekstra ud af fugleskydningen i 2003. Hugo Sørensen rejser en del, men nu er det som regel kør-selv-ferie, familien foretrækker. I år gik turen til Italien. - Vi skal som regel et nyt sted hen hvert år for at opleve nye steder. Uden for sæsonen camperer de fast på Jambo Vesterhav ved Saltum, men de vil også gerne besøge nye campingpladser i Danmark, når de kører ud med campingvognen. Handelsmand Hugo Sørensen, der er søn af slagtermester Egon Sørensen, er også noget af et handelstalent. Han har i 18 år været markedskræmmer, og han har solgt blandt andet sko på markederne i Hjallerup, Ho, Egeskov, Vorbasse og Brønderslev. - Handel fik jeg interesse for hjemme, hvor jeg hjalp i forretningen, fortæller Hugo Sørensen. Han driver sammen med kollegaen kiosken på Saltum Strand, som næste år skal udvides. De har tidligere drevet forretninger sommerforretninger, grillbarer og kiosker i Løkken og Blokhus. I 10 år betyrede Hugo Sørensen en skoforretning i Løkken. Som ung arbejdede han i sine sommerferier på Slagteriet Wenbo i Brønderslev. For Hugo Sørensen er centrum nøgleordet: - Brønderslev er centrum, han er på 10. KlasseCentret, og han kommer meget på BI-Centeret. At det blev skolevejen, han valgte, var noget af et tilfælde. Efter militærtjenesten ved Sjællandske Livregiment og Gardehusarerne i Næstved stod han med en ansøgning i hver hånd - én til komme til Cypern som soldat og én til Hjørring Seminarium.Valget faldt på de hjemlige himmelstrøg. - Jeg havde en snak med familien, og det blev ansøgningen til seminariet, der blev afleveret. Jeg tænker på, hvordan mit liv ville have formet sig, hvis jeg havde valgt militærvejen. Han var færdig på seminariet i 1977 med linjefagene engelsk og fransk, og samme år fik han ansættelse ved skolevæsenet i Brønderslev Kommune. Han kunne derfor 1. august i år fejre 25-års jubilæum. - Men noget fik jeg dog med fra militæret. Det siges, at jeg er god til at planlægge og lave system i tingene. Jeg er således næsten altid med, når der er større arrangementer på skolen, fortæller han. Han er gift med Lone. De har børnene Andreas på 12 år og Signe på 9 år. Fødselsdagen markeres med formiddagsbord på fredag, og senere fejres dagen med familien.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...