Hugos Allstarz

Hugo - nej ikke ham fra spillet, men bassisten Hugo Rasmussen stiller tirsdag aften op med sin allstars sekstet på Huset i Aalborg for at spille klassiske swingnumre og tidlig bebop. Altså numre af Basie, Armstrong og Ellington foruden et par originaler fra Hugos egen hånd. Bandet Hugo Rasmussen Allstarz dannede kontrabassisten helt tilbage i 1999. Kapelmester Hugo Rasmussen kan selv se tilbage på mere end 40 års professionelt virke som musiker og har spillet sammen med saxofonisterne Ben Webster, Coleman Hawkins og Dexter Gordon, men var også i en årrække fast i bigbandet New Jungle Orchestra. Rytmegruppen tæller foruden Hugo Rasmussen selv trommeslageren Kresten Osgood og pianisten Heine Hansen, der skal fyre op under de tre blæsere - nemlig Jakob Dinesen, saxofon, Mads Hyhne, trækbasun og Kasper Tranberg, kornet. I musikerkredse kendt som de "tre hjernehalvdele" på grund af deres til tider nærmest telepatiske samarbejde. /athos/