Hul i budgettet forsvandt

Ny finansiering af skattecenter og ekstra millioner fra amtet redder budget

HJØRRING:Det så sort ud for et par uger siden for Hjørring Kommunes budget for næste år, hvor et hul på 20 mio. kr. truede. Ekstra tilskud fra amtet og en anden finansiering af et nyt fælleskommunalt skattecenter ser nu ud til at redde situationen. De seneste beregninger tyder dog på, at det er en stakket frist. Budget 2005 ser ud til at have overtaget den kedelige prognose med et underskud på 18 mio. kr. Hjørring Kommune planlægger at lease den bygning på Kvægtorvet, som skal rumme det fælleskommunale skattecenter for Hjørring, Sindal og Hirtshals Kommune. HP Gruppen er begyndt at bygge. Normalt forlanger Indenrigsministeriet, at kommuner skal deponere pengene på en konto som en slags sikkerhedsstillelse, hvis de vil låne penge til et sådant projekt. Det vil sige, at pengene normalt ikke kan indgå i kommunens budget, men bare står på en konto som en garanti. Men kommunen har fået lov til at beholde de omkring 15 mio. kr. i kassen, som skattecenteret vil koste, hvis man benytter en leasingmodel. Leasing en løsning Ved at lease bygningen over eksempelvis 20 år, bliver det kun en ubetydelighed dyrere for kommunen end at bygge selv. Så den løsning forventer fungerende borgmester, Jens Broen (K), at byrådet vil benytte. - Da vi besluttede at bygge skattecenteret, var vi nødt til at sætte pengene af på budgettet. Vi besluttede dengang, at vi bare ville tage beløbet af kassen. Det var nemmest i første omgang. Vi har dog altid været indstillet på, at der kunne komme andre finansieringsmodeller på banen, hvis vi kunne få lov til at bruge dem, siger Jens Broen. Med leasingmodellen forsvinder for cirka 14 mio. kr. "budgethovedpine" for politikerne. Nu er det forventede underskud på budget 2004 altså reduceret til seks mio. kr. i stedet for 20. Den øgede udgift på blandt andet sygedagpenge og lignende overførselsindkomster efterlader dog stadig et hul på seks mio. kr. Ekstra mio. fra amt Nu har embedsmændene imidlertid fået de sidste tal for, hvor meget kommunen bruger på vanskelige børn og andre børn med handicap, der kræver meget pasning. Beløbet overstiger langt de 600.000 kr., som kommunen selv er forpligtet til at betale ifølge det såkaldte grundtakstprincip aftalt med amtet. Da beløbet er større, udløser det et ekstra tilskud fra amtet på fire mio. kr. Denne ekstra indtægt bringer næsten balance i budgettet. - Ikke for at tage sorgerne på forskud, men det er alligevel ikke sikkert, at vi undgår besparelser. Som beregningerne ser ud på nuværende tidspunkt, så flytter problemerne bare til 2005, hvor alt tyder på, at vi får et underskud på 18 mio. kr., siger Jens Broen. Kommunen kan måske få ekstra indtægter på budget 2005, hvis det viser sig, at udgifterne til sygedagpenge i 2004 er større end beregnet for alle landets kommuner. Kommunernes Landsforening (KL) og regering har nemlig lavet en musefældeklausul i deres økonomiaftale. Staten spæder til med ekstra midler, hvis situationen bliver værre end forventet, men først når tallene er gjort op for 2004 ved udgangen af året. Hvis kommunerne får ekstra midler på den konto, bliver det først en indtægt i 2005.