Hul i hovedet

Efter en hård vinter med skiftende tø og frostgrader, har Vorherre efterladt det kommunale vejnet i en miserabel stand.

Lokalpolitik 14. april 2006 20:50

Der er huller så store og dybe, at et kuld harekillinger kan gemme sig i dem. Jeg skriver med fuldt overlæg det kommunale vejnet. Statsvejene er i rimelig god stand. Statsvejene udgør et pat tusinde km, herunder motorvejsnettet. Statsvejene har deres egen minister og bliver fodret af statskassen. De kommunale veje udgør ca 70.000 km og er en del af den samlede kommunale økonomi i de enkelte kommuner. I lokale prioriteringer imellem ældre, skoler, kultur og idrætsfaciliteter, står sort asfalt svagt. Mange politikere kan refrænsangene udenad "Hellere huller i vejene end i økonomien" og "Hellere huller i vejene end i børnenes forstand". I de kommunale valgkampe er der jo ingen normalt begavede politikere der går til valg på sort asfalt. Har man nogensinde hørt at en Borgmester har vundet et valg ved at love bedre veje ? I en mellemstor kommune ligger udgiften til vejvedligeholdelse typisk på ca. 30 mio., hvorimod udgiften til det samlede socialområde ligger på en milliard. Ikke desto mindre er det totalt politisk umuligt at flytte rundt på så meget som en krone. Jo nok fra vejområdet til det sociale! De bløde områder vinder hver gang. Det er prisen for det såkaldte kommunale selvstyre. Der er kun én udvej: De, der bruger vejene, må betale. Men spørgsmålet er, om brugerne ikke allerede betaler en uforskammet høj pris? Bilisterne indbetaler i dag tårnhøje afgifter til staten, i alt 32 milliarder i 2005. En stigning på 5 milliarder fra 2004. I 2006 forventes yderligere milliardstigninger. Her er vel at mene kun tale om vægtafgifter, registreringsafgifter og forsikringsafgifter. Afgifterne på brændstof er ikke medregnet. Ville det ikke være et ydmygt forlangende, at staten lod de kommunale vejbudgetter tilflyde nogle procent af disse mange ekstra afgiftsmilliarder der bliver indbetalt af de bilister der bruger vejene ? Kort og godt, fasthold afgiftsniveauet, men tilbagefør nogle milliarder øremærket til de kommunale vejkasser. Opgaven er uhyre simpel at administrere. Tilbagebetaling fra Staten sker i henhold til antal kilometer vejlængde og trafikmængde i den enkelt kommune. Reelt er det brugerbetaling på en enkel og fornuftig måde. Hvis vi ikke foretager os noget, falder vejkapitalen drastisk. Akkurat som et hus der ikke bliver vedligeholdt falder i pris. For til sidst at være værdiløs og ubeboelig. Ikke at handle giver flere huller i vejene og er samtidigt faktisk hul i hovedet!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...