Hul i hovedet

Venstremanden Troels Lund Poulsen mener, at danskerne vil føle medejerskab til vores fælles natur og passe bedre på den, hvis vi får den efterhånden meget omtalte naturkanon.

Ministeren mener også, at vi vil få en større viden om og indsigt i vores fælles danske naturarv, bare vi får en kánon. Mage til afledningsmanøvre med afsæt i hykleri over for vores grønne og våde natur skal man efter min mening lede længe efter. Da den Venstre-styrede regering i 2001 kom til magten, forsøgte den fra begyndelsen at bagatellisere al vores viden om naturen og skamskyde engagementet i miljøet. Den udnævnte grønthøsteren fra Vojens, Danmarkshistoriens i særklasse mest uduelige miljøminister set fra naturens synspunkt, Hans Chr. Schmidt, til den øverstbefalende for vores lands natur og miljø. Og den nedlagde et uafhængigt naturråd, som havde eksisteret siden 1917, og ansatte i stedet Bjørn Lomborg til at så tvivl om det, de fleste kunne se med deres egne øjne. Den nye regering afskaffede også de årlige statusoversigter om miljøets og naturens udvikling, ligesom den skar ned på overvågningen af naturen. Generelt tog den målrettet fat på at ødelægge forståelsen af det at have en naturarv. Desuden forsøgte regeringen gennem en hidtil uhørt forkørselsret for landbrug og erhvervsliv at fjerne vores lille natur - de sidste rester af uopdyrket landskab - der skuttede sig i udkanten af industrilandbrugets amerikanermarker. Til allersidst indførte regeringen så en kánon. I syv år har den tilsidesat hensynet til naturen, nu forsøger den Gudhjælpemig at kanonisere den. Aldrig tidligere i historien er vores natur på så kort tid blevet så forarmet og så presset som i denne regerings tid. Aldrig har så få mennesker – industrilandmændene - lagt så meget beslag på fædrelandets jord, som det nu er tilfældet med regeringens velsignelse. Aldrig har vores indre havområder, fjorde, søer og åer taget imod så meget næring som de seneste årtier. Og så sniksnakker Troels Lund Poulsen om en naturkánon, hvor han i stedet burde handle konkret til vandmiljøets og den lille og hidtil vidt udbredte naturs bedste. Vores minister for miljøet tilhører det mest naturfjendske parti i vort lands historie. Vi har at gøre med et parti og en regering, der fra dag 1 har ladet kortsigtede erhvervsinteresser gå forud for naturens og miljøets ve og vel på det lange sigt. Det begyndte med Hans Christian Schmidt, der forklædt som miljøminister fik til opgave at lukke munden på alle dem, som havde faglig forstand på natur og miljø. Ingen måtte vide noget om naturen, for folk, der ved noget, har det med at stille spørgsmål. Venstres første miljøminister forsøgte i den ånd at stække Danmarks Naturfredningsforening (DN) ved at fjerne foreningens mulighed for at rejse fredningssager. Danmarks største folkelige bevægelse, der altid har kæmpet for naturen og miljøet, skulle have haft sine tænder trukket ud. Udnævnelsen af Schmidt var et opgør mod Svend Aukens opmærksomme omhu over for vores fælles natur og miljø. Udnævnelsen af en miljøminister, der i funktionen kvalificerede sig til senere landbrugsminister, var en hån mod alle naturvenner i dette land. Hans Chr. Schmidt bidrog til at bane markvejen for det industrilandbrug, der har resulteret i, at vi i Danmark naturmæssigt er forarmede og står i gødning til halsen. I denne regerings tid har den lille natur tabt, mens grisefabrikanterne har vundet. De sidste vandhuller er måske snart væk, læbælter og stier i landskabet er fjernet, små moser er fyldt op, våde oaser er drænet. Og i 2008 blev brak-ordningen ophævet, så et areal på størrelse med Lolland og Falster blev konverteret fra lærkeland til gylleland. Landskabets små oaser af natur er gået tabt. Formelt har denne lille natur ganske vist i årtier været beskyttet af Naturbeskyttelsesloven, men der er i dag reelt ingen til at håndhæve reglerne. Regeringen har nemlig også sørget for at fjerne amterne, der som regional miljømyndighed var en garanti for et overordnet hensyn til vores allesammens natur og miljø. I stedet er den kommunale og nære købmandsfilosofi trådt ind på naturscenen, når der i harmoni med regeringens erhvervsvenlige tilgang til vores fælles landskab bliver givet tilladelser til flere grise og byggerier i det åbne land. Ligesom Venstres tidligere socialminister Eva Kjer Hansen officielt udtalte, at det var godt med fattige danskere, fordi det skabte så dejlig en dynamik i samfundet, så synes Venstres miljøministre, at det er godt med så lidt natur som muligt. Det gør det hele meget lettere at overskue. Det gør det lettere at udpege nogle få nationalparker og sætte dem og resten af naturen i en kanon. Da Buster Larsen i sin tid i lørdagssatiren ”Uha, uha” kaldte Danmark for et ”lorteland”, anede han næppe en slags profetiens alvor i sit bramfrie udtryk. Men sådan gik det. Hvert år bliver der spredt så meget gødning fra grise ud i vores landskaber, at det svarer til, at 80 millioner mennesker hver dag året rundt forretter deres nødtørft i det fri. Og en stor del af næringsstofferne bliver spildt i det vandmiljø, der er Danmarks mest enestående natur i international målestok. Det er vores sunde og bælter samt lavvandede fjorde og havområder, der er unikke set i global sammenhæng. I virkeligheden ligger Danmark ved et kæmpemæssigt delta eller evigt pulserende strømsted mellem Jordens største indhav, Østersøen, og den fiskerige Nordsøen. Østafrika har sine savanner, Brasilien har sine regnskove, mens Danmark har sin marine verdensarv i vandfuglenes hundredtusindtallige forekomster i havene, bælterne, fjordene og de indre farvande. Områder der tillige er gydepladser og opvækstområder for mange arter af fisk, der ellers lever i Nordsøen og Atlanterhavet. Fyld derfor i stedet kánonen op med naturvenlig ammunition og sigt mod det horribelt forgældede industrilandbrug, der trækker stadigt dybere og bredere spor i vores fælles natur og vandmiljø. Det er både fint og godt, at danskerne og nordjyderne hylder skønne landskaber som Grenen, Rønnerne på Læsø, Hammer Bakker og Lille Vildmose. Og det er dejligt, når mennesker er begejstrede over at færdes i det fri i smukke landskaber. Men Grenen, Rønnerne, Hammer Bakker og Vildmosen er for længst fredet og beskyttet. Disse prægtige områder får det derfor ikke bedre af at blive udstillet i Troels Lund Poulsens platte kánonmanøvre, der skal bilde befolkningen ind, at regeringen gør noget aktivt for at passe på den danske natur. Naturkánonen vil få publikums opmærksomhed, ingen tvivl om det. Men lad os ikke glemme, at den politisk set er blevet ladt af spindoktorer. Kánonen er et påfund og et blålys. Den danske natur fortjener bedre.