Hul igennem til perronen - ny elevator

BRØNDERSLEV:I et par uger har medarbejdere fra entreprenør Jorton og Novejfa arbejdet på blandt andet at lave elevator på Brønderslev Station. Gangbesværede og folk med barnevogne har gennem årene haft meget svært ved at komme op ad den stejle trappe til perronen. - Elevatoren er et gammelt ønske fra passagererne. Der er i forvejen en elevator inde fra kontoret, men med de kortere åbningstider har vi fremskyndet elevator-byggeriet, siger Knud Erik Bendixen, forretningschef for DSB i den nordlige del af Jylland. Normalt er det en opgave for Banestyrelsen, men DSB har påtaget sig den - og DSB har bedre råd. - Egentlig stod Nykøbing Falster og Middelfart foran Brønderslev på listen, men nu er vi i forvejen gået i gang med at renovere alle stationer fra Frederikshavn til Hinnerup. Blandt andet skal bænke og venteskure moderniseres på perronerne - de bliver lavet i glas. Banegården i Brønderslev er også ved at få nye toiletter, ligesom tunnellen hen mod elevator og trappe bliver renoveret. Her lægges nye fliser. Der bliver lavet en markeret gang-sti fra rutebiler til elevatorens ydre indgang. Men man kan også tage elevatoren fra bunden af tunnellen. På perronen får elevatoren udgang bag trappeopgangen. Her arbejder store maskiner i øjeblikket med at grave og stive elevatorskakten af med jern. - Det er en større øvelse til i alt ca. seks millioner kr. Men bygningen er også fra 1966-67. Knud Erik Bendixen regner med, at elevatoren kan tages i brug omkring 1. juni.