Hul på Bylden

FODBOLDEfter syv nederlag i træk fik HBs serie 1-hold omsider en sejr

Hadsund 1. juni 2003 08:00

HADSUND: Stadionspeakeren og formanden for Hadsund Boldklub, Thorkild Løkke, sad med et behageligt problem, da serie 1-kampen mellem Hadsund og Støvring i går var ved at være forbi. HBs førstehold, der har været så grueligt meget igennem i denne sæson, førte nemlig hele 9-2, og hvad skulle han så egentlig gøre med måltavlen, hvis holdet scorede igen. Det gjorde det nu ikke, men 9-2 var også rigeligt. - Vi gør det ordentlig, når vi først kommer i gang, grinede assistenttræner og 14. mand Knud Erik Andreasen, og en sveddryppende Micki Degn konstaterede: - Det er lang tid siden, vi har prøvet det her. Og ja, HB har tabt hele syv kampe i træk og havde indtil i går blot hentet tre point efter oprykningen til serie 1. Det er der flere forklaringer på, mener Knud Erik Andreasen og nævner eksempelvis en smal trup. Han peger dog først og fremmest på, at der er stor forskel på serie 2 og serie 1, hvor fejl i det bageste forsvar straffes prompte. - Sidste år kunne de måske have syv chancer uden at score, nu har de to og laver tre, supplerer spiller Rasmus Kjærsgaard. Assistenttræneren roste ved kampens begyndelse i går spillerne for at have bevaret en god indstilling, selv om heldet ikke har været med dem i år, og for at have spillet godt. Den analyse lød næsten enslydende fra spillende træner Anders Damgaard og såmænd også fra tilskuerne, hvor dog én, tidligere HB-formand Kaj Hansen, skilte sig ud med kommentaren: - De er ikke i træning, midtbanespillerne kunne godt tabe sig syv kilo hver. Bange anelser Trænerteamet har dog holdt fast i den linie, de har lagt, og i går fik de, spillerne - og tilskuerne - så bonus. Holdet følges i gennemsnit, anslår holdleder Jan Bøgh, af omkring 30 tilskuere - "hvis der er petanque, griner han - , og det har ikke ændret sig efter, at holdet er rykket op. Faktisk har det kun betydet, at der generelt er færre tilskuere til holdets kampe, fordi mange - også af gæsternes tilskuere - afstår fra den lange udebaneture. I går hjalp det givetvis på antallet, at vejret var, som det var, og så skulle der jo til at ske noget. Og det gjorde der, først og fremmest fordi angriberen Flemming Jacobsen var i overdådigt spillehumør. Han scorede fire mål og spillede i hvert fald tre medspillere fri til scoring. Publikum så dog også Støvring reducere til 2-1 og 4-2, og de bange anelser rådede faktisk helt til den afsluttende fase, hvor HB holdt legestue. For eksempel spurgte spillede træner Anders Damgaard, da han ved stillingen 6-2 et kvarter før tid var ude for at få pusten: - De kan de ikke hente, vel? Han turde dog forsigtigt at glæde sig på spillernes vegne. - Nu får de endelig lidt succes. Jeg har tit haft ondt af dem. De har spillet godt. De har fortjent det her. Det er en fornøjelse, sagde træneren, inden han måtte på banen igen. Han nåede lige at forsikre, at der fortsat er håb om at forblive i serie 1. - Der er mange point at spille om endnu, og vi har kun været helt væk i én kamp i år, sagde Anders Damgaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...