Hulemand på scenen

Frederikshavn Teaterforening er nu ved at gøre klar til årets første satsning på de skrå brædder, nemlig Rob Beckers Hulemanden.

Det er teater med mening – holdning og det sunde grin og det hele åbenbares i Det Musiske Hus 23. Januar. Som det Onemanshow, der har spillet længst tid på Broadway nogensinde, har Rob Beckers Defending the Caveman slået sig fast som en af vor tids mest populære satiriske tekster. Med udgangspunkt i hulemenneskets gøren og laden er forestillingen et komisk causeri over kønnenes karakteristika og deres uforenelighed. Det er en påmindelse om, at manden, selv den dag i dag, er tynget af jægerens nødvendighed af kun at have ét fokus, hvor kvinden derimod, som samleren, faktisk er i stand til at multitaske. Nok er vi flyttet ud af hulerne – men de grundlæggende træk deler vi stadig med neandertalerne – skræmmende, men sandt. Ligeledes vil alle, der lever i et parforhold, nikke genkendende til de mange iagttagelser, som for en stor dels vedkommende baserer sig på fakta – for eksempel det tankevækkende, at kvinder dagligt bruger 7000 ord mod mandens bare 2000. Hulemanden er et Onemanshow, som har moret over 8 millioner mennesker i 30 lande – og stadig gør det. Sidst kunne man opleve det herhjemme med Peter Kær, som Hulemanden. Forestillingen er produceret af Folketeatret og instrueret af Lars Knutzon.