Skattepolitik

Hullet skatteloft

Der er udsigt til skattestigninger for boligejerne, hvis S og R får flertal til at gennemføre deres skattepolitik.

Samtidigt må virksomhederne indstille sig på højere skatter, hvilket vil skade beskæftigelsen og øge arbejdsløsheden. Mogens Lykketoft og Marianne Jelved taler om et skatteloft. Men loftet er hullet som en si. Jelved siger et og Mogens Lykketoft noget andet, så vælgerne ved ikke om de er købt eller solgt, hvis de stemmer på oppositionen. V og K har gennemført et skattestop som er klart og enkelt. Regeringens skattestop har været en stor gevinst for boligejerne, som nu ikke længere bliver overraskede af ubehagelige rudekuverter med besked om stigende ejendomsskatter. Det vil være et markant tilbageskridt, hvis S og R får flertal for sin skattepolitik. Jelved og Lykketoft vil på ny skabe utryghed blandt boligejerne og uro på boligmarkedet. Jeg hæfter mig desuden ved, at de to oppositionspartier vil øge skatterne for erhvervslivet. S og R's politik er direkte uansvarlig over for virksomhederne, de ansatte og de arbejdsløse. Nu gælder det om at øge beskæftigelsen, og det gør man nu engang ikke ved at pålægge virksomhederne nye skatter i milliardklassen.