Bryggerier

HumleBien flyver

Efter 30 års pause flyder der igen øl fra hanerne i Bies Bryghus. Trods underskud det første år er der en million kroner i kassen og bryghuset skal derfor ikke trækkes med hverken renter eller afdrag

Det gærer og syder, duften af humle breder sig. HumleBien flyver, eller som formanden for Bie's Bryghus, Hans Jacob Bæch, udtrykte det på generalforsamlingen lørdag i Hobro Idrætscenter: - 2010 blev året, der vil gå over i historien som året, hvor der igen efter 30 års pause blev produceret øl på Bies Bryghus. Der var da også udbredt tilfredshed blandt de omkring 500 anpartshavere, som var mødt til generalforsamlingen. Ingen tog ordet til nogen af dagsordenspunkterne, men et forslag vandt dog udbredt gehør, nemlig at prøvesmage brygget efter årsmødet. - Jeg havde håbet, at vi ved sidste generalforsamling kunne drikke øl fra egne haner, fortsatte formanden. Det lykkedes ikke, men denne gang kan man smage både en Hobbie og en Fyrkat til maden, lød det med tilfredshed. Også vennerne til det genopståede bryghus, HumleBierne, vejrer morgenluft. De vil i fremtiden mødes enten onsdag eller torsdag i bryghuset, for da er der stegt flæsk eller wienerschnitzel i restauranten. 1625 har anpartsejere i Bies Bryghus. Sidste år blev solgt 135 anparter, så der i dag er i alt 2530 anparter i bryghuset. Bryghuset er i dag gældfrit, skønt det første år gav et underskud på knap 300.000 kroner. Egenkapitalen er på seks millioner kroner.