Ravnshøj

Humlebien skriver videre

Irene Beck Sørensen skriver på bog nr. to

RAVNSHØJ:Selv om Irene Beck Sørensen arme og fingre for længst er så dårlige, at hun har svært ved at bruge et tastatur, fordi hun lider af Friedreich Ataxi, nægter hun at holde op med at skrive. I efteråret udgav hun sin første bog,"Humlebien", og nu er hun i gang med sin anden. - Humlebien har solgt ca. 250 stk., mens biblioteket har haft den på venteliste indtil midt i januar. Alligevel synes jeg, det er for lidt, siger Irene Beck Sørensen. Men hun er i gang med fortsættelsen. - Den ny "Humlebi" skriver jeg lystigt på. Denne gang har jeg lidt bedre tjek på, hvordan man griber sagen an. F.eks. skal der næste gang pointeres, at det er en nøgleroman, for nogle af hændelserne er jo fiktive. Det er imidlertid allerede lykkedes mig at skrive ca. 40 sider. Bogen handler om genoptræningen, som jo sker på "Vintersol" på Tenerife, og den har et tilbageblik på min barndom og min barndomslandsby, som jeg kalder "Bulderby". Desuden er der afsnit, som jeg synes skal med - f.eks ved jeg, at min bedstefar på et tidspunkt emigrere til Amerika, hvor han traf sin fætter, der sad i kørestol. Denne fætter magtede - trods kørestolen - at starte et ingeniørfirma, og jeg tror, at han også havde Friedreich Ataxi, siger Irene Beck Sørensen. Hun regner ikke med at stoppe med bog nr. to - hvis helbredet holder. - Egentlig kunne jeg tænke mig at skrive en tredje bog, hvor jeg tager udgangspunkt i min barndom. Skrive den mere som en nøgleroman med Jane i tredje person. Men skriveriet foregår jo i kap med Friedreich Ataxi, siger Irene Beck Sørensen.