Humør påskønnet

Tre BI’ere fik hver een portion af Humørlegatet

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

BRØNDERSLEV:De har det til fælles, at de har et godt humør. Tre medlemmer af Brønderslev Idrætsforening er blevet hædret med Humørlegatet.

Det var 33. gang, prisen blev uddelt, og det var tre medlemmer af BI, der modtog prisen, nemlig Keld Davidsen, Karina Louise Hansen Imer og Karin Larsen.

Formand for Humørlegatet, direktør Annette Drivsholm, overrakte priserne.

Keld Davidsen er BI-Fodbolds kampfordeler for alle hold gennem mere end 10 år. I begyndelsen var han kampfordeler for alle hold undtagen 11-mand- holdene. Dog har han de seneste fem år været kampfordeler for alle klubbens hold.

- Keld Davidsen gør langt det meste af sit arbejde fra sit hjem, ved sin pc, og derfor er han ikke så flittig en gæst på BI-Centeret, men er fast deltager i DBU’s kampfordeler-opstartsmøder efter at de er begyndt at servere stegt flæsk med persillesovs, fortæller Annette Drivsholm.

- Keld Davidsen er en dygtig og vellidt kampfordeler, der har sin daglige kontakt med både trænere i egen klub og alle kampfordelere i modstandsklubber samt DBU.

Det Keld Davidsen er dygtig til, er planlægning af samtlige kampe, overholde tidsfrister, få kampe flyttet med mere, tilføjede Annette Drivsholm.

Da Keld Davidsen ikke var til stede, var det fodboldformand Søren Malmberg, der på afdelingens vegne modtog prisen, der senere overdrages Keld Davidsen.

Karina Louise Hansen Imer har gennem de seneste år haft sit virke dels som træner, dels som koordinator i BI’Håndbolds børneafdeling.

I et par sæsoner har Karina Louise Hansen Imer været træner i håndboldafdelingen. Her har hun taget sig af de helt unge spillere – U4 og U6.

- Det kan være noget af en udfordrende opgave, men Karina Louise Hansen Imer har løst opgaven til gensidig glæde for såvel børnene, BI-Håndbold som sig selv, påpegede Annette Drivsholm.

- Karina blev i forbindelse med trænergerningen opmærksom på de meget lave børnetal, i og med, der blev færre børnespillere. Her må BI-Håndbold tage hatten af for en meget punktlig planlægning, idet Karina sammen med sin mand, Anders, tilrettelagde det således, at en familieforøgelse blev planlagt og gennemført sideløbende med trænergerningen af U6-spillerne.

- Der var ingen aflyste træninger. Mellem de to sidste træninger om tirsdagen blev sønnen Arthur født, oven i købet en venstrehåndet håndboldspiller. Om lørdagen var Karina til stede ved den afsluttende træningsafslutning. Først herefter gik Karina på barselsorlov.

Karin Larsen er aktiv i bordtennisafdelingen.

- Hun er indbegrebet af et uselvisk menneske. I mange år har hun givet en hånd med i BI-Bordtennis, fortalte Annette Drivsholm. Og det sker altid på hendes egen stilfærdige facon, så man næsten ikke bemærker hende. Men der er ingen tvivl om, at det vil blive bemærket, hvis hun ikke var der.

- Var det tilfældet, ville der være huller i vagtplanen til pølsevognen på Store Brønderslev Marked. Der ville mangle nogen til at sætte borde, bander op stole op, når drengedivisionen skal spille. Og der ville mangle en dommer, når kampene går i gang.

- Hun hjalp også til som en selvfølgelighed, da BI-Bordtennis i år for første gang i 14 år arrangerede et større stævne.

- Karin Larsen er også med i en skare af ”yngre” kvinder, der gør sig bemærket i vores bordtennislokaler hver mandag. Sammen med jævnaldrende hygger hun og er med til at skabe den stemning, der gør en klub til alt det, som man ikke finder i fitnesscenter. Det er samvær, der skabes over tid, sagde Annette Drivsholm.

Hver modtager modtog 2.000 kr.

Det var afdøde grosserer Svend Aage Jespersen, der i sin tid indstiftede legatet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden