Humor må gerne handle om noget

Skuespilleren Flemming Jensen glæder sig over, at den politiske satire med samfundsvid og -bid er ved at vågne op igen

Skue­spil­le­ren Flem­ming Jen­sen glæ­der sig over, at den po­li­tis­ke sa­ti­re igen be­gyn­der at duk­ke op i tea­ter og tv. Men han for­står det egent­lig også godt: Den nu­væ­ren­de re­ge­ring pres­ser be­folk­nin­gen ud i en vre­de, der må kom­me til ud­tryk.

Skue­spil­le­ren Flem­ming Jen­sen glæ­der sig over, at den po­li­tis­ke sa­ti­re igen be­gyn­der at duk­ke op i tea­ter og tv. Men han for­står det egent­lig også godt: Den nu­væ­ren­de re­ge­ring pres­ser be­folk­nin­gen ud i en vre­de, der må kom­me til ud­tryk.

- Man kan pacificere et samfund ved godbidder. Det var jo derfor, de lavede cirkus i Rom. Men det er mærkeligt. Med alle de goder, der er regnet ned over dette land, skulle man umiddelbart tro, at det gav overskud til, at vi havde en videre horisont, men det er næsten, som om det er omvendt. Men helt galt står det ikke til. Der er grøde i det. Skuespiller Flemming Jensen er forsigtig optimist på den politiske satires vegne. Han er en af dem, der har holdt fast i genren i en periode, hvor den dominerende trend inden for humor ikke er gået i retning af det politiske og verden uden for os selv. På Nørrebro Teater har han stået bag en række forestillinger, der blandt andet tog fat i spindoktorer og krigen i Irak. Lige nu er han aktuel med ¿Knud den Kedelige¿, der også rummer satiriske elementer, samtidig med at han er vært ved en række debatarrangementer i København, der netop stiller spørgsmålet: Hvad blev der af den politiske satire? Flemming Jensen er ikke den eneste, der i denne tid puster liv i en genre, der ellers ikke har været særlig dominerende i de senere år, når man lige ser bort fra avisernes daglige tegninger. 2007 har budt på hele to film, der prøver kræfter med den politiske satire, efter at den slags i en årrække har været nærmest ikke-eksisterende på biograflærredet. Veteranen Erik Clausen kom med ¿Ledsaget udgang¿, der revser det topstyrede, regulerede og upersonlige moderne samfund, mens Anders Rønnow Klarlund bidrog med ¿Hvordan vi slipper af med de andre¿. Filmen er en satire over den måde, velfærdssamfundet behandler sine tabere, og handler om et Danmark i nær fremtid, hvor samtlige partier har skrevet under på Københavner-Kriterierne, der betyder, at alle, der ikke har bidraget til samfundet, skal skaffes af vejen. Og Rønnow Klarlunds historie bliver nu også fortalt på Århus Teater, der sætter filmen op som forestilling. Noget kunne tyde på, at danskerne er ved at være modne til at grine af andet end spøjse outsidere og de genkendelige pinligheder fra hverdagslivet og parforholdet, der har fyldt mere og mere, i takt med at beskæftigelsen, indtægterne og antallet af samtalekøkkener er gået op. Blik for det onde - Tv bør se, at folk valfarter til sommerrevyerne. Der er en trang til at grine og en lyst til at nyde noget andet, end at folk vinder mange penge eller danser pænt. Og det må godt handle om noget. Det har folk ikke noget imod. Sådan siger lektor Hanne Bruun, der forsker i tv-satire på Institut for Medievidenskab på Aarhus Universitet. Hun tror også på, at der er interesse for humor, der bider mere direkte fra sig. Og netop på tv-stationerne har den politiske satire i de seneste år været parkeret i skammekrogen, selvom mediet ellers har stolte traditioner på området. Fra sidst i 60¿erne og frem til 2000 var tv-skærmen hjemsted for klassiske og særdeles populære bud på underholdningsprogrammer, hvor den politiske satire også havde en fast plads. ¿Uha-Uha¿, ¿Hov-Hov¿, ¿Dansk Naturgas¿ og ¿Den gode, den onde og den virkelig sjove¿ er blot nogle af eksemplerne. Fælles for dem var, at de lagde sig tæt op ad og kommenterede en politisk dagsorden, der var sat af nyhedsmedierne. Et forfatterteam sad og skrev løbende op til en direkte sending lørdag, så indholdet lå tæt op ad ugen, der gik. Den form for satire er i dag blevet fortrængt af det, Hanne Bruun kalder social satire. Når vi ser ¿Klovn¿ og ¿Drengene fra Angora¿, griner vi ikke af politisk uduelighed og magtsyge. Vi griner af ansigtstabet hos alle dem, der ikke kan leve op til tidens krav til opførsel, smag, viden og selvindsigt. Gerne i en ramme, hvor vi samtidig griner lidt af tv-mediet selv. - Dem, der laver sjove programmer i dag, er også satiriske, men de er det i forhold til nogle andre ting. Det er kun indirekte politisk. Det handler ikke om, hvad der foregår i Folketinget, om finansskandaler, eller hvad den amerikanske præsident nu laver, siger Hanne Bruun. Savner udsyn Selv er hun vild med meget af den moderne satire, men hun savner alligevel, at komikerne kigger lidt mere ud i verden. - Der er jo nok at komme efter. Vi kan godt gå rundt og grine ad hinanden, vores måde at leve livet på, og hvor tåbelige vi er, men der er også en masse politiske dagsordener, som man godt kunne kommentere. Jeg tror, man skulle have fat i folk som Anders Matthesen og Jan Gintberg, der både er sjove og har blik for det onde. Det, de laver, handler ikke bare om parforhold og puh-hvor-er-det-pinligt-humor i stil med Nynne, som jeg efterhånden er ved at brække mig over, siger Hanne Bruun og nævner Irakkrigen og detailstyringen af det offentlige som emner, der godt kunne trænge til en satirisk behandling. Og meget gerne på bredere kanaler end DR2, der sammen med TV 2 Zulu i dag nærmest har patent på humoren. - Jeg har stor respekt for, at DR forsøger med den satiriske genre på nye platforme for at få fat i de meget svært opnåelige målgrupper. Men deres underholdningsprofil snævres ind i forhold til mainstream-publikummet. Det har selvfølgelig noget at gøre med økonomiske forhold, men man kunne godt håbe, at der var en eller anden form for kreativt overskud, der fik dem til at forsøge at lave det til et meget ældre eller yngre publikum. Der bliver brugt en masse energi på at servicere det kræsne ungdomssegment, mens kernepublikummet bliver spist af med dødssyge talentshows. Det er - groft sagt - lidt aldersfascistisk, mener Hanne Bruun. Buster som Erhard Flemming Jensen tror også på, at der ville være et stort publikum, hvis tv-stationerne igen kastede sig ud i politisk satire. Og gerne i den ugeaktuelle form, der tidligere har vist sig succesfuld. - Publikum ville strømme til - hvis man vel at mærke begyndte at bruge professionelle mennesker til det. Tidligere tog man jo fat i nogle af vores bedste forfattere. Det var jo Johannes Møllehave, Leif Panduro og Benny Andersen. Og så tog man nogle af vores bedste skuespillere. Det var professionelle, der skrev, opførte og instruerede. Forleden så jeg en annonce i MetroXpress, hvor der stod: ¿Har du nogle sjove klip med dig og vennerne, så send dem ind. Vi søger sjov og ballade til DR2-satire¿. Det kan jo ikke det samme, og der er jo noget mærkeligt i, at det, der skal ses af en million mennesker, laves af rablende amatører, siger han. Hanne Bruun er dog mere skeptisk over for at genoplive den politiske satire, som den så ud i sin storhedstid. For det første er mange af de nye aktører simpelthen dødtrætte af formen. For det andet bliver inspirationen i højere grad hentet i stand-up og komedieserier. Og så spiller det også en rolle, at programmerne i dag ikke kun skal fungere på skærmen. - Hvis man gerne vil producere satiriske formater, der skal passe til både tv, net og radio, så skal det finplanlægges, og så kan man ikke sidde og skrive manuskripter lørdag formiddag. Men der er ingen, der siger, at politisk satire skal se ud som i 60¿erne og 70¿erne og være ugeaktuel. Der er ingen grund til at genopfinde satiren, som den kunne se ud, når Buster Larsen klædte sig ud som Erhard Jacobsen. Måske kunne man forsøge med nogle formater, der er nemmere at producere, hvor man laver politisk satire over begivenheder, der er foregået over længere tid, siger hun. Og det kan faktisk lade sig gøre. Også på tv er der nemlig grøde i satiren. Tv-udgaven af radiosatiren ¿Tjenesten¿ modtog for nylig prisen som Årets Comedy, da den danske tv-branche for nylig fejrede sig selv oven på to dages Tv-festival.dk, som Producentforeningen arrangerer med støtte fra alle Danmarks fire landsdækkende tv-kanaler. ¿Tjenesten - nu på tv¿ bød på et gensyn med en stærkt savnet ingrediens i dansk tv. ¿Der er tale om en række programmer, der bød på morsomme figurer, begavede indfald, tidsaktuelle parodier, men først og fremmest bragte den politiske satire tilbage på tv,¿ hed det i motiveringen ved tv-festivalen. Hanne Bruun peger også på, at genren også er begyndt at dukke op i en anden type programmer. - Det, der også sker med den politiske satire, er, at den flytter over i aktualitetsprogrammerne. Så får vi sådan noget som ¿Danes for Bush¿ og ¿Det røde kapel¿, siger hun. Drevet af vrede For Flemming Jensen er der ingen tvivl om, at den fornyede interesse for politisk satire hænger sammen med, at det politiske klima i Danmark har ændret sig i de seneste år. - Vi har fået, hvad jeg ikke længere vil kalde en regering, men et regime. Hvis man er imod, at folk skal slås ihjel i Mellemøsten, er man kommunist. Og hvis man gerne vil have sine børn passet i børnehaven, bliver man kaldt socialistisk ballademager. Der er kommet en anden brutalitet ind. Den benytter sig tromlende af et flertal og har indført en ny debatkultur, hvor kritik ikke mødes med argumenter, men bliver ignoreret. Det er med til at gøre humoren mere skarpsleben. I min nok skarpeste forestilling ¿Let¿s Kick Ass¿, som var imod Irakkrigen, var jeg drevet af vrede over, at mit land blev trukket ind i en krig, som FN¿s generalsekretær stemplede som ulovlig, konstaterer han. Hanne Bruun tvivler dog på, at satire med meget skarpt optrukne holdninger vil få stor succes. - Vi er jo ikke et land med de store modsætninger, og dem vi har, taler vi helst ikke om. Vi vil enormt gerne have ensartethed og fred. Den politiske kultur præger selvfølgelig de humortraditioner, vi har. Vi er et lille homogent land, hvor næsten alle er middelklasse. Men man kan jo prøve at tage fat i denne her homogenisering. Det har man også gjort i satireprogrammerne før i tiden. Man har f.eks. haft en figur, der er blevet lokket til at købe et fladt tag, som gav en masse problemer. Derfor forsøger han at løse alle verdens problemer, så der kan blive råd til at rette op på det. Den form for egoisme kunne man godt kigge på igen, siger hun.