Humor på friskole

Fra onsdag til fredag har Aabybro Friskole tre temadage om humor. Der tages udgangspunkt i et citat fra Børnerådets folder, oplyser Katrine Lomborg. Det er: "Alle børn er med på skæg og ballade. Alle børn kan li` at le, det kan voksne også. At få øje på det livsbekræftende, det sjove, det skæve og det skøre og bruge hver eneste mulighed for at skabe glæde, er måske opdragerens største rolle". Temadagene inddrager alle skolens klasser, og forældre inviteres onsdag aften til foredrag om humorens betydning for børn.. I løbet af de tre dage skal eleverne bl.a. få gode og sjove, fælles oplevelser på tværs af aldersklasser og lære om humor. Det skal ske gennem korte, fælles oplæg om humor, praktiske og musiske aktiviteter, grinelege samt latterøvelser. Kammerkor i kirken Musikstuderendes Kammerkor fra Aalborg Universitet synger i Aaby Kirke mandag aften 14. april, og der er fri entre, oplyser organist Doris Kjærgaard. Koret vil under ledelse af dirigent Mogens Dahl synge John Taveners Svyati for kor og cello med Hanne Houengaard på cello. Det er første gang, stykket opføres her i landet. Koret vil også synge andre, spændende korværker af Holmboe, Lewkovitch, Stanford, Lechner, Pärt og Rachmaninov. Musikstuderendes Kammerkor blev dannet i 1995 og har i årenes løb sunget et bredt repertoire, uropført værker af danske, færøske og svenske komponister, indspillet cd samt rejst i Norden, Israel, Frankrig og Japan. I kamp i aften I aften spiller Aabybro Badminton Clubs puljevindere i serie 2 den første kamp om det Nordjyske Mesterskab for serie 2 hold. Holdet møder Frederikshavn, og vinderen af kampen går videre til finalen, som finder sted lørdag 26. april i Langholt. AaBC stiller med følgende hold til kampen: Anita Hjortsberg, Pia Kristensen, Gitte Kristensen, Niels Jørgen Pedersen, Allan Pedersen, Michael Aaby Christensen, Anders Pedersen og Michael Krogsgaard. NØRHALNE Plads til basketball Nørhalne Borgerforening har på vegne af en gruppe unge søgt om tilladelse til at anlægge en asfalteret basketball-bane på fem gange ti meter på det grønne areal ved Gartnervænget, som Nørhalne Fritidscenter tidligere har benyttet som legeareal. Efter at SFO'en er flyttet til Nørhalne Skole, har den ingen interesse i arealet, oplyser kulturforvaltningen, som derfor anbefaler ideen. Men teknisk udvalg er imod. - Vi afviser ansøgningen, da det ikke er en hensigtsmæssigt placering. I stedet indstiller vi, at der findes et areal til en bane i nærheden af idrætscentret i Nørhalne, siger Jørn Krogsgaard (V), formand for teknisk udvalg. Han peger på, at der er kommet indsigelse fra beboere i området, som frygter øget trafik og støj og har en bekymring for en placering af en boldbane så tæt på beboelse. I nogle af indsigelserne peges der i stedet på en placering ved skolen eller idrætscentret i forbindelse med, at der skal anlægges flere p-pladser.