Redningsvæsen

Hun blev født på landevejen

To Falck-reddere hjalp Betina Hvims’ tredje barn til verden

HJØRRING:Falck-redderne Jens Bo Jakobsen og Helge Lundtofte er på vej ind på Sygehus Vendsyssel i Hjørring. I dag har de ikke nogen patient med, men i går havde de to. Deres hænder er fyldt med gaver og blomster, mens ansigterne er dækkede af brede smil. Efter en kort tur i en elevator bevæger de to sig hen af en af de lange hospitalsgange. Ved en stue på venstre hånd gør de holdt, hvorved smilene om muligt bliver endnu større. På hospitalsstuen bliver smilene i rigt mål gengældt af 32-årige Betina Hvims. I armene på Betina Hvims ligger en lille pige. 3034 gram, 49 centimeter og mindre en ét døgn gammel er hun. - Undskyld, at jeg skældte sådan ud i går (torsdag, red,), siger Betina Hvims. Af Falck-redderne får hun at vide, at det skal hun ikke tænke på. Det var fuldt forståeligt, at hun syntes, de skulle køre stærkere. Skulle der have været u-overensstemmelser imellem dem, så er alt dette glemt nu, for Betina Hvims er taknemlig. Helge Lundtofte og Jens Bo Jakobsen sørgede nemlig for, at hun kunne føde en velskabt pige i ambulancen på vej mod sygehuset i Hjørring. Gårsdagens fødsel var Betina Hvims’ tredje, for hun har i forvejen 8-årige Nanna og Emil på 6 år. En fødsel i høj fart Klokken var 12.52, da alarmen gik på Falck-stationen i Hjørring. En kvinde var ved at føde på Skagen Landevej i Mygdal, og derfor blev Helge Lundtofte og Jens Bo Jakobsen sendt af sted. Cirka ti minutter senere var de fremme på adressen. Betina Hvims blev lagt ind bag i ambulancen, hvor Helge Lundtofte tog sig af hende. Ved rattet sad Jens Bo Jakobsen med barnets far ved sin side. Af sted mod Hjørring gik det derpå i høj fart. De nåede dog ikke langt, før Helge Lundtofte mente, at barnet var på vej. Ambulancen blev dirigeret ind til siden ved Bjergby Kirke, hvorpå Jens Bo Jakobsen også hoppede om til Betina Hvims for at assistere. Den lille pige var dog tilsyneladende ikke indstillet på at komme til verden i Bjergby, og derfor satte ambulancen påny kurs mod sygehuset. I nærheden af Spangkærvej var den imidlertid gal igen. Veerne tog til i styrke, og Jens Bo Jakobsen fik derfor stoppet ambulancen ved en rasteplads på Ringvejen. Herefter hastede han sammen med barnets far ind i ambulancens bårerum for sammen med Helge Lundtofte at hjælpe barnet til verden. Og derfra gik det stærkt. - Hovedet var allerede på vej ud, og så skulle jeg bare lirke barnet ligeså stille ud, siger Helge Lundtofte beskedent og uden at fjerne blikket fra den nyfødte pige. - Det gik jo helt af sig selv, for det var moderen, der gjorde arbejdet, fortsætter han. Klokken 13.20 var fødslen overstået, og et lille skrig forvissede både forældre og Falck-folk om, at alt nu var i skønneste orden. En lille pige var født.