Hun brænder igennem

Afgået KAD-formand Lillian Knudsen giver sig selv - og sine piger - tre år endnu. Så skal hun hygge sig.

- Det er os med Lillian Knudsen! Sådan plejer KAD'erne hurtigt at få tingene på det rene, hvis nogen kløjs i forkortelserne. Så er de fleste med. - Det bedste brand, man kan ønske sig, sagde næstformanden, da hun forleden på den sidste KAD-kongres i Aalborg sagde tak til Lillian Knudsen for hendes indsats som forbundsformand. Hun havde oprindeligt tænkt sig, at nogen skulle synge en sang om en ildsjæl, eller at Lillian Knudsen skulle udnævnes til æresmedlem, men, som hun sagde – man udnævner jo ikke en still going strong tjenestgørende til æresmedlem i et forbund, der ikke eksisterer. Det skulle ikke være for sentimentalt, sagde Jane Korczak også. Imens sad Lillian Knudsen på den nærmeste plads ved bordet til venstre for talerstolen midt i Europahallen og græd. Hun ligefrem hulkede og kunne næsten ikke holde op igen…. Lillian Knudsen er ellers ikke nogen Tude-Marie. Og faktisk blev hun da heller ikke ked af de smukke ord. Rørt, ja – og en enkelt forrædderisk tåre kunne det nok have afstedkommet under alle forhold, men en syndflod…? Det var et galdestensanfald! Vi sidder i et rum bag scenen, og det er her, Lillian Knudsen var søgt ud nogle gange under mødet, fordi anfaldet pludselig overrumplede hende lige efter frokost. - Jeg hang simpelthen i den der bøjle, siger hun og peger på et u-jern i væggen. Det var værre, end når vi skal have børn, værre end veer, så ondt gjorde det… Men er man formand og til kongres eller er man ikke? Så Lillian Knuden fik fat i sine piller og gik til og fra salen et par gange, indtil de hjalp. Hun var ligbleg, da Jane Korczak begyndte sin tale.. - Og så kunne jeg ikke holde tårerne tilbage, smiler hun. Jeg havde jo stået her ude og knyttet næverne og bidt tænderne sammen, fordi jeg skulle være inde i salen til afstemningerne… Det var hun – og ingen vil formentlig fortænke Lillian Knudsen i, at hun bagefter brugte lidt af eftermiddagen på sit værelse. Til gengæld var hun frisk til festen om aftenen. Og det blev en rigtig fed nat med alle de gamle sing along sange fra dengang, da Lillian Knudsen var ung… Tidlig start Nu er hun 59 og tilbage som gruppeformand for privat service – i den gruppe, hvor hun begyndte sin faglige karriere i ISS i Københavns Lufthavn. Ja, helt først begyndte det på Bates i Nørresundby, da Lillian Knudsen kun lige var fyldt 18. Det var dengang i 60'erne, da kvinderne kunne vælge og vrage mellem fabrikkerne. Og gjorde det. Der var hurtig udskiftning. - Det var jo dyrt med nye hele tiden, forklarer Lillian Knudsen, så på Standard, som fabrikken hed dengang, prøvede man at holde på de ansatte ved at skabe nogle gode samarbejdsrelationer. Lillian Knudsen, som var talskvinde for kollegerne, kom med på et internt, målrettet kursus og blev instruktør for nye medarbejdere. Hun tog imod og viste til rette, og fordi hun kunne håndtere alle maskinerne, blev det også snart hende, der underviste de nye kolleger. - Det var rigtig godt, husker hun med taknemmelighed. Så den model fik hun hurtigt indført, da hun i 1971 flyttede med mand og børn til København og kom til at gøre rent i flyene. En anden slags arbejde - men fagpolitisk blev det en fortsættelse af karrieren. Faglige rødder Med sig i bagagen havde hun også sin opvækst i Christiansgade i Aalborg i en typisk arbejderfamilie og med både en storesøster og en "bettebror". Lillian Knudsens far var organiseret i "Lager og pak" i kommunisten Knud Jespersens og siden sin bror, Knud Sørensens formandstid, og da faderen og onklen ikke var politisk enige, var der altid stof til livlige diskussioner i familien. Moderen var, som Lillian Knudsen siger, ikke diplomat – og det lærte datteren også noget af. - Jeg fandt jo ud af, at det er i orden at sige sin mening, men jeg lærte også, at det kan gøres på flere måder, smiler Lillian Knudsen ved erindringen. Selv er hun gået ud af Rantzausgades Skole som 15-årig – utålmodig efter at komme ud og tjene penge. Det gjorde hun – først med et job som kontorbud i Ulf Bolighus, siden i huset hos en grossererfamilie i Hasseris, indtil hun blev gammel nok til at komme på fabrik. Faktisk søgte hun en læreplads som dekoratør. Det ville have passet godt til hendes evner for at tegne og for at sætte farver sammen, men det blev ikke hende. - Det er ikke godt at vide, hvordan mit liv var blevet, hvis jeg havde fået den plads, siger Lillian Knudsen. Det var blevet noget helt andet. I mellemtiden fik hun også både mand og barn. - Jeg var 17, da jeg fik min datter, Bettina, og da min søster fik en søn seks dage før mig, var der ret tæt pakket i den tre-værelses. Der var jo enorm boligmangel dengang, så vi boede allesammen hjemme. Min mand havde et værelse i Nørresundby men var der også, for han kom jo over og spiste og tog bare hjem igen og sov, så på et tidspunkt sagde min far og mor, at det var i orden, at jeg også flyttede … Det unge par blev gift og fik omsider lejlighed først i Vestergade i Nørresundby og siden i Nørregade i Aalborg, og da datteren var fire, fik Lillian Knudsen sønnen Kenneth. Altså var hun godt i vej med et liv, da hendes mand fik nyt arbejde i hovedstaden. - Jeg var faktisk rigtig ked af at forlade Bates, fortæller Lillian Knudsen, og i lufthavnen havde de i hvert fald ikke hørt om introduktion af nye medarbejdere.… Ny karriere Det gjorde de så fra den ihærdige nordjyde, da hun som tillidskvinde begyndte at bearbejde ledelsen. Hun fik også tilrettelagt sin egen arbejdstid, så hun lappede over to skiftehold for på den måde at nå ud til flest mulige kolleger. - Man var jo vant til, at de nye bare fik besked på, hvor de skulle møde – og så regnede man med, at de selv fandt ud af resten. Så jeg blev den, der fulgte dem hen og fik dem ordentlig præsenteret, den, der viste, hvor der var en telefon, hvis de fik brug for at ringe hjem, den, der viste dem en stol i kantinen, de kunne sidde på… Det betyder meget, når man kommer et nyt sted hen, at man ikke bare bliver overladt til sig selv, og det er noget af det, jeg har lagt vægt på, når jeg har holdt tillidsmandskurser. Og så var spillet ellers hurtigt kørtende. Lillian Knudsen blev formand for Kvindeligt Arbejderforbunds største kreds - den københavnske - og mens hun selv sugede viden til sig på faglige og politiske kurser og i høj grad gav det videre selv som underviser, var det også slut med at gøre rent. Har hun faktisk gjort det siden dengang? - Jojojo, det har jeg da, griner hun. Men kun derhjemme...Og jo, jeg har haft en til at hjælpe mig. En god veninde, som gik på pension, men da hun blev 70, syntes hun, at det kunne være nok. Lillian Knudsen forsøgte sig med hjemmeservice, men der var lige et afgørende men: - De kørte mest uden overenskomst, og det kunne jeg ligesom ikke lige tillade mig, konstaterer hun. Og nu er der heldigvis en anden veninde, som vil træde til en gang imellem i den store toetagers amagervilla med udsigt over Øresund, forlyder det. Nye planer Hun skal helst holde i tre år. Det er den tid, Lillian Knudsen har givet sig selv til at få kørt det nye ind - og det passer også nogenlunde med alle de tillidshverv, der er fulgt med formandsposten, og som skal afvikles efterhånden. - Det er valgte poster, og jeg skal jo sikre mig, at de bliver besat til den rigtige side, som hun siger. Og jeg håber da også, at jeg med min tilgang til systemet kan trække privat service højere op politisk. Mere samspil med DA, f.eks.. Det går jo ud over assistenterne, når sort arbejde og piratfirmaer huserer.. I forvejen - før 3F - havde Lillian Knudsen sat tidspunktet for KADs næste kongres som stregen i sandet. Så er hun 62. - Så vil jeg hygge mig, fastslår hun. Ha' det godt, rejse - for selv om jeg har rejst meget, har jeg ikke rigtig set de steder, hvor jeg har været. Nu har jeg jo en mand, som er syv-otte år yngre end mig, og han skal selvfølgelig være på arbejdsmarkedet i mange år, så jeg får tid til det og kan rejse med en veninde. Det vil jeg nyde. Og så skal der flere børnedage ind i kalenderen, lyder planen: Sønnen Kenneth har en lille datter på to - og nu er hun snart stor nok til at kunne gøre noget på egen hånd sammen med sin farmor. Sådan som Rasmus på ni længe har kunnet, efter at Lillian Knudsens datter og svigersøn vendte hjem fra Mozambique i 1998 og havde ham med. Så sort han er, lige så dejlig, forstår man - så i efterårsferien er der ryddet til både teater og bytur. - Og så travlt har jeg altså heller ikke haft, understreger farmoderen, end at jeg både har kunnet være barnepige og hente Rasmus i børnehaven. Det gode, man kan gøre, skal man finde tid til... Den bemærkning er typisk og lige så karakteristisk som gennemslagskraften og den ærlighed, hun er kendt for. Lillian Knudsen er virkelig så kærlig og varmhjertet, som hun ser ud til, siger hendes omgivelser. Så det kan ikke undre nogen, at de mere diffuse fremtidsplaner ligger i samme boldgade: - Jeg vil helst bruge min tid, så jeg kan være til nytte for nogen... Foreløbig altså tre år endnu til nytte for de KAD'ere, som hun i den forløbne uge gelejdede over i en ny sammenhæng som 3F'ere.

Forsiden