Hun er ikke brændt ud endnu

Tiderne er blevet bedre, fastslår Esther Nielsen, 40 års jubilar på Simested Skole

Skolevæsen 8. september 2002 08:00

SIMESTED: Det var en tjenestebolig, lærer Esther Nielsen og hendes mand flyttede ind i, da de for 40 år siden kom til egnen. De var med fra oprettelsen af den nye centralskole i Simested, som betød, at skolerne i Thorup, Guldager og Korsø blev nedlagt. Tjenesteboligen hørte til den gamle skole i Thorup, hvor klasselokalet var i forlængelse af tjenesteboligen. Så den første dag på den nye skole i Simested skole var eleverne fra Thorup - og for den sags skyld også de øvrige elever - forundrede. Og stille. På den nye skole var der gymnastiksal og lokaler til sløjd, husgerning og formning. Alt sammen nyt for dem. De kendte heller ikke hinanden, for de kom jo fra fire skoler, erindrer den da 24-årige Esther Nielsen. De var syv lærere, heraf tre vikarer, for der var lærermangel på den tid. To lærere fulgte med centraliseringen til Simested. Eleverne havde ikke så mange timer, og de blev undervist formiddag og eftermiddag. Når de var der allesammen, blev nogle af dem placeret i lærerboligen, som ikke var beboet før, Esther Nielsen og Svend Nielsen kom til. De fik lagt centralvarme ind, så gulvbrædderne trak sig sammen, og et tæppe blev lagt over. Det var en tid med små ejendomme på landet. Far og mor gik hjemme. Man cyklede til alt. Fjernsynet var ikke endnu i alle hjem. Man havde 30 høns og solgte æggene til købmanden. Der var ikke køleskab, man klarede sig med en kold kælder. - Tiderne er blevet bedre, fastslår Esther Nielsen. Hun beklager meget, at den himmerlandske dialekt er forsvundet. Ingen børn siger "a" om sig selv i dag. Sproget var udtryk for en anden måde at tænke på. Fjernsynet er efter hendes opfattelse synderen. Man foretog sig noget andet tidligere. Spillede andre spil, og husflid var meget mere almindeligt i 1960'erne. I dag kan børnene til gengæld bruge en computer og sende e-mail jorden rundt. De er bedre til at udtrykke sig, de er mere fri. Esther Nielsen kan se frem til tredje generation i klasserne. Og det er lige interessant at lære børnene kende, deres forældre og deres liv. At have deres tillid og hjælpe børnene i deres udvikling. 40 år som lærer giver en solid baggrund. Esther Nielsen har ikke problemer med disciplinen. Erfaringen fortæller hende, hvis noget er galt fat. - Samfundet har ændret sig. De små ejendomme er forsvundet, både far og mor arbejder ude. Man har vaskemaskine og køleskab. Før gik man mere ud og legede, der var ikke så megen trafik, men jeg vil ikke bytte. Forældrene dengang var optaget af andre ting. Man havde jo ikke alle de hjælpemidler, som vi har i dag. - Jeg tror, at hvis man prioriterer sin tid rigtigt, har man også i dag tid til sine børn. Og med prioriterer mener Esther Nielsen at vælge, hvad man vil bruge sin tid til. Der er stadig opgaver i hjemmet, som børnene kan være med til, lave mad og dække bord, hvis man tager sig tid til det. - Børnene skal vænnes til det tidligt, fastslår hun. Og mindes, at hun da godt kunne mærke - da hendes to sønner var rejst fra reden - hvor meget de egentlig havde hjulpet til. Drengene er i dag 31 og 28 år og bosat i København. Selv kunne hun været gået på pension som ægtefællen for flere år siden, men bliver ved på nedsat tid. - Det er en god ordning, særligt på områder, hvor der er brug for arbejdskraft, mener hun. Og hun bliver ved, så længe hun ikke bliver for træt. - Jeg har jo tre måneders opsigelse, konstaterer hun. Gennem årene har Esther Nielsen især været klasselærer. Dengang hun gik på seminariet, blev lærerne uddannet til alle fag og fik så dem, der var brug for på den skole, de blev ansat på. I dag er hun fortsat klasselærer og dansklærer. Hun har to hold til matematik og som noget nyt, kristendom og historie. Hun kan ikke uden videre skrive under på, at eleverne i dag er mere urolige og umulige. Faktisk er hun lige kommet hjem fra en tur til Bornholm med 6. og 7. klasse - uden problemer. For 40 år siden var hun også afsted, og da var børnene meget urolige, hang ud af vinduerne, råbte og skreg. Da de tog afsted forleden fra Hobro station, satte dagens elever sig stille og roligt. Også selv om flere ikke før havde kørt i tog. - Vinduerne kunne selvfølgelig heller ikke lukkes op i IC3-toget, men jeg tror, at det har noget med komfort at gøre. Og der var mere plads og blødere sæder, så børnene satte sig og spillede kort og læste, slutter Esther Nielsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...