Hun fik lyst og mod til en helt ny uddannelse

Hun blev færdig som cand.mag som 42-årig og blev ansat som adjunkt

Frederikshavn: - Det var som at være barn i en bolsjebutik. En anden verden, der åbnede sig. Sådan oplevede Sonja Schoubye mødet med VUC i 1986, da hun som 32-årige besluttede sig for at sætte sig på skolebænken igen efter mange år på arbejdsmarkedet blandt andet som sekretær på civildommerkontoret i Frederikshavn. Hun var så sammen med sin mand Nils Schoubye ( der idag er dommer i Sæby) nogle år i Sønderjylland. Da hun kom tilbage var der ikke lige et arbejde at få. - Jeg begyndte egentlig på VUC, fordi jeg syntes, jeg kendte for lidt til matematik. Og blev meget begejstret. Miljøet var utrolig godt. Vi havde gode lærere, som gerne ville dele deres viden ud. Vi var meget forskellige og det var utrolig spændende. Jeg fortsatte med at tage flere fag også på HF. En færdig HF-eksamen blev det aldrig til. I stedet begyndte hun at studere dansk på det åbne universitet i Århus. Samtidig med hun passede familien og et deltidsarbejde som sekretær på Bangsbostrand skole. - På universitetet havde jeg heldigvis lærere, som opfordrede mig til at tage en cand.mag uddannelse. Så jeg søgte ind på AUC. Det var nogle meget travle år, fordi hun fortsatte med at arbejde og hun mener selv, at hendes kolleger på Bangsbostrand skole burde stå på eksamensbeviset, for uden deres velvilje, var det aldrig lykkes. - I 1996, da jeg var færdig med min universitetsuddannelse var jeg så heldig at blive ansat på Frederikshavn Gymnasium, hvor jeg underviser i dansk og psykologi. Og jeg er utrolig glad for at være lærer. Faktisk skal hun fra på mandag selv undervise på VUC i psykologi. Og hun mener, at vi er meget priviligeret i Danmark over, at have et system som VUC. - Det giver en mulighed for mennesker, som ikke kom i gang med en uddannelse, da de var unge. Men hun understreger, at det vigtigste ikke er at få en god karakter eller en flot eksamen. - En karakter viser bare hvad man kunne præstere på en enkelt dag. Den viser ikke, hvem du er som menneske. Det vigtigste, hvis man giver sig i gang med at lære noget, er at man selv har fået et løft og en viden, som man kan bruge.