Hun gør livet nemmere at leve for børn i Kiev

Inge Skjølstrup fra Hjørring har bosat sig i Ukraine - dér vil hun forsøge at gøre en forskel

HJØRRING:I denne tid er der i Hjørring besøg fra Ukraine. Besøg er måske så meget sagt, for personen, som der er tale om, stammer egentlig her fra byen. Hun har bare ikke boet her længe. Hendes navn er Inge Skjølstrup, og i Ukraine opholder hun sig, fordi hun føler, at hun dér kan gøre en forskel. Et nært forhold til Gud Kristendommen har altid haft en stor plads i Inge Skjølstrups liv. - Jeg er opvokset i et kristent hjem, fortæller den nu 34-årige Hjørring-pige. - Kristendommen har altid været min ballast, og det er mit forhold til Gud og til Jesus, som bærer mig gennem livet. Inge Skjølstrup har aldrig været i tvivl om, at hun var sat i verden for at hjælpe andre mennesker, og det var derfor en naturlig ting, at hun læste på pædagogseminariet. Herefter arbejde hun i en årrække for at afdrage sin studiegæld, men hun vidste dog, at fødderne snart skulle placeres på udenlandsk jord. - Jeg involverede mig i en tværkirkelig organisation, der hedder ”Ungdom med opgaver”, forklarer Inge Skjølstrup. Her fandt hun sammen med mange ligesindede, og interessen for det humanitære arbejde voksede støt. Et møde - en vision Arbejdet i ”Ungdom med opgaver” førte til, at Inge Skjølstrup i 2001 rejste til Ungarn. Hun skulle nemlig gå på en skole i Budapest, hvor hun kunne lære mere om arbejdet med børn og unge. - Dér mødte jeg Rebecca og Andy Smith fra USA, som fortalte om deres vision, husker Inge Skjølstrup. Visionen gik ud på at starte et børnehjem i den ukrainske by Kiev. I sommeren 2002 rejste Rebecca og Andy Smith til Kiev, og i september samme år fulgte Inge Skjølstrup så efter. - Jeg rejste med, for at hjælpe med at passe deres yngste barn. Opholdet varede tre måneder, hvorefter Inge Skjølstrup rejste hjem til Danmark for at holde jul. Tankerne var dog stadig i Kiev. - Jeg synes, at det var godt at være i Ukraine og i Kiev. Inge Skjølstrup overvejede derfor, om hun skulle rejse tilbage. - Jeg vidste, at hvis jeg gjorde det, så ville det være for en længere periode. Det var en stor beslutning, siger hun. Hun tog springet Resultatet blev, at Inge Skjølstrup rejste af sted, og siden har hun opholdt sig permanent i den ukrainske hovedstad. Her har hun sammen med Rebecca og Andy Smith gået til hånde på hospitaler, børnehjem og andre institutioner. Noget af det, der har gjort størst indtryk på Inge Skjølstrup, er den måde, som de handicappede i Ukraine behandles på. - Dem sættes der ikke pris på. Det er skamfuldt, hvis forældre har fået et handicappet barn. Børnene vil Inge Skjølstrup gerne hjælpe. - Det kan godt være, at børnene er blevet svigtet af deres forældre og af samfundet, men for Gud er der ikke nogen, der er uønskede, siger Inge Skjølstrup. Problemet med handicappede børn er stort, for fra Kiev er der kun 80 km til Tjernobyl-atomkraftværket, men hvis alt går vel, så er Inge Skjølstrup - sammen med Rebecca og Andy Smith - snart klar til at tage deres tørn. - Om et år så håber jeg, at børnehjemmet er opppe at køre, for når man ser de her børn, så får man bare lyst til at gøre noget, slutter hun.