Hun har fingeren på motionspulsen

Markant medlemsfremgang og kønnet gav plads i ledelsen af dansk firmaidræt

Marianne Isen
Formand for Sæby Firma Idræt Helle Friis Kristiansen kan nu præge firmaidrætten på landsplan, hvor man har lagt mærke til hendes evner til at tænke nyt og få fat i de unge, f.eks. til aquaspinning. arkivfoto: Bent jakobsen
Motionsidræt 2. december 2007 05:00

SÆBY: Da Helle Friis Kristiansen blev formand for Sæby Firmaidræt i 2004 havde foreningen 1300 medlemmer. I dag er de 3000 aktive. Det i sig selv er et udmærket argument for at blive valgt til den øverste ledelse af Dansk Firmaidrætsforbund. - Men jeg tror også, jeg blev valgt ind i hovedbestyrelsen, fordi jeg er kvinde. I DFIF har vi i flere år arbejdet med ligestilling, fortæller det nyvalgte hovedbestyrelsesmedlem, som dermed kommer til at sætte kursen for forbundets 330.000 medlemmer. Helge Friis Kristiansen startede sit frivillige arbejde i firmaidrætten for fire år siden, og hun lagde mærke til at der stort set ingen kvinder var blandt de frivillige ledere, og det har DFIF siden arbejdet hårdt på blandt andet med projektet Kvinder på toppen, så man nu nærmer sig en repræsentation, hvor 40 procent er kvinder. Den markante medlemsfremgang i Sæby skyldes blandt andet, at man hele tiden forsøger at tilpasse sig folks behov. Motionsrummet skal være åbnet fra 6-23.00, så de mange pendlere i Sæbyområdet kan træne, når de passer dem. - Vi har også sat aquaspinning på programmet, og på de seks hold vi har, kan vi se 30 procent af deltagerne er unge under 25 år. De unge vil med andre ord gerne være medlem af firmaidrætten, hvis motionsformen tiltrækker dem. - Vi skal naturligvis også have badminton og skydning på programmet, men det handler om at udbyde aktiviteter, som de unge vil have. Lige nu har vi for eksempel meget run på cheerleaders. Og så skal firmaidrætten være med fremme, når de på arbejdspladserne sættes mere og mere fokus på sundhed og motion. - Derfor har vi også igen tænkt os at lave sundhedscafé, hvor lokale virksomheders ansatte kan få tjekket deres blodtryk m.v. og hvor vi samtidig kan gøre opmærksom på vores tilbud, siger hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...