Hun har lyst til at være sjov
Lisbet Lykkegaard debuterer i Aalbæk Sjøw

Galleri - Tryk og se alle billederne.
FREDERIKSHAVN:Hun ved ikke helt, hvad hun er gået ind til. Men sjovt bliver det. For den høje, blonde lærerinde, som selv har let til smil, skal for første gang prøve kræfter med revygenren.
35-årige Lisbet Lykkegaard fra Frederikshavn er den nye skuespiller på holdet, der til marts opfører Aalbæk Sjøw for mange hundreder mennesker.
- Jeg har spillet masser af teater tidligere, men har holdt pause, fordi børnene var små, men nu er der igen tid til, at mor kan være hjemme fra, og så meldte jeg mig til Aalbæk Sjøw, fortæller hun,
Hun har aldrig selv set sjøwet, og ved først nu, at der er tale om en revy med masser af professionalisme, der gør brug af landets bedste tekstforfattere.
Aldrig bange
Revydebutanten har aldrig har været bange for at udlevere sig selv.
En vigtig forudsætning for at kunne nå ud over scenekanten og fange publikums opmærksomhed.
- Men nu får vi se om folk synes, at jeg er sjov og har komisk talent.
Hun er sikker på, at forløbet bliver både spændende og lærerigt.
Indtil videre er hun og de andre i fuld gang med læseprøverne, og hun kan allerede se, at det bliver hårdt arbejde med at lære alle teksterne og der skal øves rigtig meget i ugerne op til premieren.
- Desuden er tempoet helt anderledes end det jeg har været vant til. Der er masser af skift, og det hele skal gå stærkt.
Lisbet Lykkegaard skal spille præst, der vier to mænd. Hun skal synge en sang om Skagen, Sæby og Frederikshavn og være en emsig blond cirkusdame plus medvirke i fællesnumrene i starten, midten og slutningen.
Revygenren er ny men at stå på en scene og synge og agere har hun prøvet før.
- Mens jeg gik på seminariet var jeg med i musicalen P.S. Skagen, jeg har gået på teaterlinjen på Støvring Højskole og var med et halvt år i Det hemmelige teater i Aalborg.
Hun har sunget i gospelkor og er netop blevet sanger i et jazzorkester.
Sang bliver der i øvrigt også tid til på jobbet, som lærer på Frydenstrandskolen i Frederikshavn, hvor Lisbet Lykkegaard leder koret og minirock for børnene.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.