EMNER

Hun har taget danskerne med storm

Prinsesse Alexandra anses som ét af kongehusets største aktiver. Selv har hun ikke lagt skjul på, at hun vil mere end at være et ansigt udadtil.

KØBENHAVN:Alexandra Manley tog fra første dag danskerne med storm. I rød spadseredragt og guldfarvede stiletsko blev hun præsenteret af en meget stolt prins Joachim ved forlovelsen i Havesalen på Fredensborg Slot i 1995. Allerede ved sit første møde med pressen fremstod hun med sine asiatiske træk og venlige sikkerhed som noget særligt. Og da hun få måneder senere kunne holde sin første tale på dansk, ville begejstringen ingen ende tage. Her var en kvinde, som til fulde levede op til de forventninger, som knytter sig til et moderne kongehus. Efter det romantiske bryllup i november 1995 i Frederiksborg Slotskirke slog parret sig ned på Schackenborg i Møgeltønder, og den nye prinsesse kastede sig ud i arbejdet. Et blik i kongehusets kalender viser, at det ofte er prinsessen, der har det tætteste program. På ni år har hun påtaget sig at være protektor for 21 forskellige humanitære og kulturelle institutioner. Men det nye liv på Schackenborg var ikke uden vanskeligheder, og i forbindelse med sin 40 års fødselsdag den 30. juni i år fortalte prinsessen, at hun den seneste tid er begyndt at tænke nærmere over sit liv. - Tankerne er kommet krybende. De sidste par måneder, måske det sidste år, er jeg begyndt at kigge dybere ind i mig selv. Tænke mere over de ting, jeg har nået, og over det, jeg skal gøre i fremtiden. Måske fordi en rund fødselsdag minder om, at livet ikke er for evigt. - Når man bliver 40, er man realistisk set halvvejs, og det er måske derfor, jeg er blevet mere filosofisk og begyndt at stille mig selv nogle af de store spørgsmål: Hvorfor er jeg her på Jorden, og hvad er det, jeg skal bidrage med. Prinsesse Alexandra og prins Joachim lærte hinanden at kende i Hongkong, hvor Alexandra er født og opvokset. Da hun traf prins Joachim, var hun ansat i et investeringsfirma, og hun har siden fortalt, at hun ville være blevet en "karrierekvinde med stort K", hvis ikke hun havde forelsket sig i den danske prins. Som prinsesse kunne det ikke blive til en stilling i en virksomhed, men med sine mange opgaver for kongehuset har hun forsøgt at skabe en tilværelse omtrent med fuldtidsbeskæftigelse. Protektioner som Ungdommens Røde Kors, Mødrehjælpen, Dansk Blindesamfund og den danske afdeling af FN's børneorganisation, UNICEF, spiller især en stor rolle. - Når jeg er ude, om det er i udlandet eller herhjemme, kan jeg virkelig mærke, at jeg her betyder noget for nogen. Det vil jeg gerne bruge konstruktivt, sagde prinsessen og fortalte, at hun også gerne vil tage mere del i organisationernes daglige arbejde. - I stedet for at være en person, der kommer ind i sidste øjeblik, vil jeg gerne være med i det daglige arbejde. Jeg vil gerne bag kulisserne i stedet for kun at være et ansigt udadtil. Alexandra har aldrig forsøgt at skjule, at hun finder den danske vinter lang og mørk. Især i ægteskabets første år rejste hun om vinteren på længere ferier til Østen, men efter at hendes forældre, Christa og Richard Manley, for et par år siden flyttede til Danmark, er det blevet længere mellem vinterrejserne. Selv siger hun, at hun fra begyndelsen besluttede, at Danmark skulle være hendes hjem. - Det er mit hjem, og så var der ikke andet at tænke. Mange spurgte i begyndelsen, hvornår jeg skulle hjem til Hongkong, men for mig var det ikke længere mit hjem. - Et halvt år efter at vi var blevet gift, var jeg for første gang på besøg i Hongkong. På vej tilbage, da jeg sad i flyet, følte jeg, at nu jeg skulle hjem til Danmark. Jeg kan ikke umiddelbart sige, om det var noget, jeg omfavnede, eller om jeg sagde det til mig selv, fordi Danmark SKULLE være mit hjem. Sådan var det bare. Jeg er meget pragmatisk, sagde prinsesse Alexandra, som for længe siden er holdt op med at tale "om danskerne", men siger "vi danskere" og dermed gør det næsten overflødigt at spørge, om hun føler sig hjemme i Danmark. - Fuldstændig. Efter tre år følte jeg det sådan. Venskaber danner man ikke fra den ene dag til den anden, men på det tidspunkt havde jeg fået rigtig gode danske venner og veninder. Da kunne jeg virkelig sige, at jeg følte mig hjemme. /ritzau/