Hun hjælper, når livet gør ondt

Hanne Dissing Møller åbner praksis i privaten på Multebærvej 7 i Hobro

EMNER 14. januar 2003 07:00

HOBRO: Det er Hanne Dissing Møllers erfaring, at de fleste mennesker skal tage sig sammen til at søge hjælp hos en familieterapeut. Vi kan sagtens give andre en hjælpende hånd, men det er svært selv at bede om støtte i en svær situation. - Heldigvis er det efterhånden blevet mere legalt at søge hjælp, når krisen kradser, siger Hanne Dissing Møller, der netop har åbnet en praksis for familieterapi i privaten, der ligger på Multebærvej 7 i Hobro. Familieterapi er ikke kun for familier, understreger hun. Også par, som ønsker at få deres forhold til at fungere bedre, unge, der er kørt fast i deres studie, og folk, der føler sig stressede eller udbrændte, kan med fordel gå i terapi. - I det hele taget folk, som på den ene eller anden måde er i krise, siger Hanne Dissing Møller, der er eksamineret familie- og psykoterapeut fra instituttet for Systemisk Integreret Familieterapi i Jels. Det er vigtigt at have et netværk i familien, på arbejdspladsen eller blandt gode venner, men i nogle situationer har man brug for, at en person udefra går ind i de svære problemstillinger uden at være part i sagen, fremhæver den nye familieterapeut i Hobro. Hanne Dissing Møller har praktiseret i Viborg siden 1997, men er for nylig flyttet til Hobro for at komme tættere på sit og mandens arbejde. Hun har en stilling som diakon på Blå Kors Hjemmet i Hobro, han er arkitekt i Randers. I Viborg har Hanne Dissing Møller haft klienter fra det meste af Midtjylland. Hun har været engageret i at danne selvhjælps- og sorggrupper og har ydet krisehjælp i forbindelse med overgreb, røverier og pludselige dødsfald. Behandlingen består typisk af et samtaleforløb, som strækker sig over kortere eller længere tid, afhængig af hvor komplekse problemerne er. Hanne Dissing Møller benytter sig af gestaltterapi, legeterapi og tegneterapi. Gennem sit virke som familie- og psykoterapeut har hun samarbejdet med læger, offentlige myndigheder og virksomheder, men hun understreger, at det altid er på klientens præmisser. - Og altid med henblik på at hjælpe mennesker igennem de kriser, der uvægerligt vil komme fra tid til anden, siger Hanne Dissing Møller.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...