Hun inspireres af vore ”bevægelser”
Russisk-ukrainsk-danske Julia Andersen udstiller malerier på Thisted Bibliotek den næste måneds tid
Opdateret kl. 10:23
FRØSTRUP: I perioden 29. januar-29. februar udstiller den russisk-ukrainsk-danske maler Julia Andersen, Frøstrup, på Thisted Bibliotek på Tingstrupvej:
- Min inspiration kommer især fra de bevægelser, de mønstre, jeg ser i menneskelige relationer, og imellem mennesker og naturen, fortæller hun om sit maleri. Noget, hun for alvor først startede på for et års tiden siden, men som hurtigt har udviklet sig, og siden september har hun udstillet forskellige steder.
Julia Andersen hører desuden meget musik, især neoklassisk og klassisk, f.eks. af den danske komponist Palle Mikkelborg, ligesom hun læser en del poesi, primært på dansk og engelsk, og endelig er sufi-danse på videoer på youtube.com også en inspirationskilde.
Til daglig arbejder hun på fuld tid som logistikassistent hos firmaet Dolle i Frøstrup, efter at hun 2007 flyttede til Danmark for at gifte sig med Sven Erik Andersen, der driver firmaet Dan Kompressor i Frøstrup. Parret har nu en datter på fem år, Anastasiya Sophiya. Men Julia Andersen havde også tidligere været i Danmark flere gange, da hun indtil flytningen arbejdede for et dansk firma i Lviv, hovedbyen i det vestlige Ukraine.
Hun blev født i russisk Fjernøsten 1978, mens landet endnu hed Sovjetunionen. Hendes forældre, der var fra Ukraine, men i øvrigt med spanske, polske og tartariske aner, boede derude, fordi hendes far som officer i Den Røde Hær var stationeret i en hemmelig militærby i bjergene i Amurlandet.
Det betød, at hun voksede op under streng disciplin:
- Jeg var naturligvis pioner (kommunistisk spejder, red.) og udsat for den ensretning af alle, som gjaldt i systemet. Jeg husker rigtig meget, fra jeg var tre år, men dengang var jeg meget indadvendt. Mange oplevelser lejrede sig i mig, men jeg har først langt senere talt med min mor om dem, fortæller Julia Andersen.
Da hun var syv år, flyttede familien til den store by Khabarovsk, der ligger ca. 30 km fra den kinesiske grænse, og først 1990 kom hun så til Ukraine, idet hendes far blev forflyttet til Lviv:
- Jeg husker tydeligt, da Sovjetunionen blev opløst i julen 1991. Der var en helt særlig stemning i det vestlige Ukraine. Pludselig blev nu det ukrainske sprog tilladt, siger hun.
Der ikke regner en dansk vinter for det vilde. Derude i Sibirien var hun vant til en luftfugtighed på 98 pct. sommer og vinter, mens temperaturen svingede fra plus 30 grader til minus 30 grader, og der var sne halvdelen af året.
Julia Andersen har altid tegnet og malet, og som ung ville hun gerne have været på kunstakademiet i Lviv. Men dels var det dyrt, dels var det noget brødløst:
- Jeg var nødt til at tage en uddannelse, så jeg kunne få et arbejde. Derfor gik jeg på det tekniske universitet og blev uddannet som modelkonstruktør og tøjdesigner, og i mange år arbejdede jeg så i tekstilbranchen, fortæller hun og fortsætter:
- Efter at jeg var kommet til Danmark, sagde jeg efter nogle år til min mand: ”Åh, det er så trist. Jeg kommer aldrig til at male, og det har altid været min drøm.” Så var det, han sagde: ”Begynd da at male og gå på nogle kurser for at lære teknikkerne.” Det gjorde jeg så i januar 2015, både hos kunstnere og online, og jeg har lært andre malere at kende. Det er en helt ny verden, og nu tænker jeg, at jeg kunne godt tænke mig at læse kunstterapi i Aalborg.
De ny bekendtskaber har også ført til, at Julia Andersen nu er medlem af Hanstholm Kunstforening, af Fjends Kunstforening og af kunst- og kunsthåndværkersammenslutningen Unika, i hvis bestyrelse hun sidder.
Efter udstillingen på biblioteket skal hun udstille på områdecenter Vibedal i Thisted og hos flere firmaer, ligesom hun til marts skal med på en årlig amatørudstilling i Fjends, hvor deltagerne udvælges af professionelle censorer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.