Hun kan selv

Sholeh Bavel fra Iran er så opsat på at vise danskerne, at hun kan klare sig selv, at hun er blevet Danmarks første kvindelige muslimske buschauffør

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sholeh Bavel kender som tidligere landsholdsspiller på det iranske volleyballhold og som forhenværende vicechef i en internationalt opererende stålvirksomhed i Iran sit værd.Foto: Torben Hansen

DET ER EN stolt og engageret kvinde, der tager imod i sin lejlighed i Brønderslev. Sholeh Bavel kender som tidligere landsholdsspiller på det iranske volleyballhold og som forhenværende vicechef i en internationalt opererende stålvirksomhed i Iran sit værd. Alligevel - eller måske netop derfor - har Sholeh Bavel valgt at tage arbejde i City-Trafik i Aalborg. Her har hun siden januar været ansat som selskabets første kvindelige muslimske buschauffør - et arbejde, der med iranske øjne har lavstatus og derfor udløste en skuffet reaktion hos en veninde i Iran. Jeg var kendt og anerkendt i Iran. Menneskeligt og arbejdsmæssigt dybt respekteret, forklarer Sholeh. På grund af problemer i privatlivet så hun sig imidlertid nødsaget til at forlade landet, og i december 2004 kom hun til Danmark med sine to børn, sønnen Yashar og datteren Gelareh, der nu går i henholdsvis 6. og 1. klasse. Egentlig var målet dengang Sverige, hvor Sholehs mor og søskende bor, men fordi en bror på det tidspunkt var i Danmark, søgte Sholeh visum hertil, og da hun ville rejse videre, blev hun afvist af svenskerne, fordi hun havde søgt visum til Danmark. Sholeh er altså ikke alene havnet i et land, hun ikke havde planlagt at bo i, hun er også tvunget til at leve på en helt anden måde, end hun gjorde i Iran - men hun har yderligere valgt at tackle udfordringerne anderledes og dermed leve på en anden måde, end hun måske kunne have gjort. - Jeg vil ikke læne mig tilbage og vente på et job. Jeg vil vise danskerne, at der er andre måder at leve på end den, mange forestiller sig, at de fleste udlændinge gør. - Jeg vil vise danskerne, at jeg kan klare mig selv. Også selv om det koster. Et er, at det koster økonomisk. Sådan er det jo i Danmark, trækker Sholeh på skulderen. Hun har været nødt til at købe en bil for at komme til Aalborg og tage de tidlige morgenvagter som buschauffør, og som lønmodtager må hun selv betale for fritidsordning til den yngste. Værst har imidlertid været omkostningerne på det mentale plan. Det var svært efter at have været en succes i Iran at tage et job, der også i Sholehs hoved har lav klasse, som hun på let forståeligt dansk forklarer. Et job, der oven i købet hovedsageligt bestrides af mænd. Det har været en daglig kamp - og er det et og andet sted stadig, erkender Sholeh, der havde håbet, at hun i Danmark kunne komme i gang med at læse til socialrådgiver. Hendes universitetspapirer fra Iran rækker imidlertid ikke i den sammenhæng, og selv om hun snakker og forstår dansk ganske godt, viste en prøve, at hun ikke mestrer skriftlig dansk tilstrækkeligt til at komme ind på studiet. Endnu. Jeg vil klare mig selv. Fordi jeg vil vise danskerne, at jeg kan gøre det, men jeg vil også lære dansk, tale sproget bedre for en dag at blive socialrådgiver, forklarer Sholeh, der på den baggrund besluttede, at hun ikke ville tage et hvilket som helst job, hun ville have et job, hvor hun kommer ud og møder danskerne. Hører dem tale det hurtige dansk, hun mener, vi taler. Og derfor besluttede hun sig for at søge jobbet som buschauffør, da hun så en annonce. - Jeg har ikke haft så meget kontakt med danskere. Jeg har mest haft kontakt med andre udlændinge, som jeg har gået på sprogskole med, forklarer Sholeh. Krav om det store kørekort skræmte hende ikke. Ganske vist havde hun kun kørt ganske få timer, efter at hun som noget af det første i Danmark havde taget kørekort til personbil, men hun fik, fortæller hun glad, løn fra den dag, hun begyndte at tage kørekort til bus. Og job fik hun straks, hun havde bestået køreprøven i januar i år. Efter nogle måneder i jobbet er hun ikke i tvivl om, at hun er på rette vej. Jeg er glad, for jeg er færdig med kommunen. Det betyder meget for mig, for nogle danskere tror, at vi udlændinge kommer til Danmark kun for at få penge, men jeg vil integreres og klare mig selv. Kommunen er også glad, for den er færdig med mig. Men det er en hård kamp, Sholeh er ude i. Det er meget hårdt at være alene med to børn, at skulle finde sig til rette i et nyt land og være buschauffør med skiftende arbejdstider og med masser af ting at huske på. - Det er stressende for mig at huske på alle de ting, jeg skal, samtidig med at jeg skal have kontakt til folk og vise dem respekt. Men når du viser andre respekt, udviser de også respekt over for dig. Hver dag tænker jeg: Hvorfor er jeg startet på det her job? Hvorfor er jeg kommet i den her situation, men det er jeg, og det her er altså min mulighed for at klare mig. Det opvejes også af kollegerne. Søde kolleger, der er gode til at vise til rette. At dagligdagen er spændt skyldes også, at den tidligere landsholdsspiller igen er blevet aktiv som boldspiller. - Jeg kan ikke lade være med at spille volleyball, og jeg vil også gerne hjælpe som træner. Jeg har to hold, lyder det glad fra Sholeh, der er træner i Brønderslev, og som både spiller i og træner Jerslev Volleyballklubs 2. divisionshold. - Jeg er meget, meget glad for, at de har taget mig som træner. Det betyder, at de accepterer mig, og det betyder meget for mig, lyder det fra Sholeh, der også er glad for at have mulighed for at vise danskerne, at hun kommer fra et land med mange ting, som hun siger, og mange muligheder. - Mange danskere tror, at jeg kommer fra et land uden frihed. Uden muligheder. - Vi har problemer med politik, men vi har varmt vand. Jeg har mødt en lærer, som troede, at det havde vi ikke. Vi har 10-årige med mobiltelefoner og computere ligesom jer - og jeg havde som kvinde succes i både erhvervslivet og inden for sporten. I Danmark har Sholeh valgt ikke at gå med tørklæde, hvilket var hende påbudt i Iran. - Jeg er muslim, og jeg beder som rettroende fem gange om dagen, men jeg er en åben muslim, og det signal vil jeg gerne sende til danskerne. Jeg respekterer jer og jeres gud og beder om, at I respekterer mig og min gud. Af den grund har Muhammed-tegningerne også gjort ondt, forklarer Sholeh, hvis udsagn om åbenhed understreges af, at hun selv med glæde møder sin mentor ca. en gang om måneden for at lære om sociale og kulturelle forhold. Senest har hun også fået en voksenven til sin søn. - Jeg tror, at min søn har godt af at få kontakt til en mand. Jeg tror også, at han kan lære meget af en dansk mand. At de kan lære af hinanden. - Man skal lære hele livet, fastslår Sholeh. { Hermed slutter serien ¿Andre måder¿.

Forsiden