Hun kom, hun sang og hun sejrede

Anja Rossau gav en stærk og god koncert i Det Musiske Hus.

Smuk, forførende og sensuel, var Anja Rossau lørdag aften i Det Musiske Hus. Foto: Carl Th. Poulsen

Smuk, forførende og sensuel, var Anja Rossau lørdag aften i Det Musiske Hus. Foto: Carl Th. Poulsen

En mindre jysk turné landede lørdag aften i Det Musiske Hus, og på scenen kunne man opleve lokale Anja Rossau sammen med irske Glenn Tweedie og pianisten Ulrich Stærk. Alle tre viste i den halvanden time lange koncert, hvilke fremragende egenskaber de hver besidder. Aftenens program var en perlerække af operetteklassikere, med danske tekster og velkendte toner i første halvdel. Der var genhør med kendte toner fra Mød mig på Cassiopeia, Frøken Nitouche, Den Glade Enke og Farinelli. Ikke mindst i Vilja-sangen fra Den Glade Enke viste Anja Rossau, at hun tilhører toppen indenfor den genre. Men også Glenn Tweedie’s version af Bordets glæder fra Farinelli gav et stort og velfortjent bifald. I anden afdeling bragede bifaldet til Anja Rossau som stuepigen Adele fra Flagermusen. Smuk, inciterende og sensuel forførte hun os alle, og hendes kropssprog var nærmest sublimt. Anden afdeling blev sunget på engelsk, men det skabte ingen negative vibrationer blandt de 250 publikummer, der havde fundet vej til denne aften med de højtuddannede operasangere. Glemmes skal ikke pianisten Ulrich Stærk, der på fremragende måde bakkede de to sangere op. Hans CV er gjort med samarbejde af mange verdenssolister, og Anja Rossau erkender da også, at han er den bedste akkompagnatør. At Anja Rossau har udviklet sig som sanger, siden hun sidst besøgte byen for fem år siden, er uomtvisteligt. Man må håbe, at hendes kunstneriske udvikling vil give hende adgang til Europas førende operahuse. Koncerten sluttede med et par sange fra Smilets Land. Den har siden uropførelsen i 1929 været blandt de mest elskede operetter. Komponisten Franz Lehár bekendtgjorde i 1936, at denne operette var den bedste, han havde komponeret, den var kronen på hans livsværk. Publikum i Det Musiske Hus var blevet begavet med en oplevelse af de store. Men et par ekstranumre blev der også plads til, og aftenens sidste linje var: My heart belongs to You. Anja Rossau fik en buket blomster, men hun burde have haft en favn af røde roser, om ikke andet, så fordi det var Valentins aften. Kom igen vi elsker dig. Bob