EMNER

Hun prædiker fra barstol

Skleroseramt sognepræst Dorthe Bang nyder sit drømmejob

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

dorthe bang nyder fleksjobbet, så hun fortsat kan være præst.

- Gulvtæppet forsvandt fuldstændig væk under mig, da jeg blev ringet op og fik at vide, at jeg havde sklerose. Jeg vidste ikke engang, hvad sklerose var, og blev helt mat i knæene, da ordene ramte mig. Sådan husker sognepræsten i Overlade Dorthe Bang den dag, hvor hun fik stillet diagnosen. Det begyndte ved en gåtur, hvor hun sammen med nogle venner skulle trave 30 kilometer. Efter to kilometer kunne hun pludselig ikke bruge højre ben og måtte tage en bus hjem. Senere samme dag gik hun uden problemer en tur med hunden. Sådan begyndte der gradvist at komme symptomer. - Så blev jeg gravid, hvor jeg ikke tænkte nærmere over, at jeg vraltede lidt rundt. Det er vel normalt, når man går rundt med en stor mave, husker Dorthe Bang, at hun tænkte. Hun fik dog en mistanke om, at der var en nerve i klemme ved rygraden, som gjorde, at hendes ene ben ikke altid makkede ret. Frygter kørestol Hun gennemgik mange undersøgelser, inden lægerne nåede frem til den endelige diagnose. Hun lider af en såkaldt langsom fremskridende sklerose, som hun ikke kan få medicin imod. Det eneste man umiddelbart lægger mærke til er, at Dorthe Bang går en anelse usikkert. - Jeg har heldigvis ingen smerter. Men jeg har ligesom indset, at jeg ikke bliver 100 år gammel. Det er hårdt. Især når jeg kommer til at tænke på fremtiden. Min største frygt er uden tvivl at ende i en kørestol, for jeg vil gerne være så mobil som muligt. Men jeg har da hørt om folk med sklerose, hvor en kørestol ligefrem blev en lettelse for dem, for så slipper de for anstrengelserne ved at stå op, fortæller Dorthe Bang om hendes tanker omkring sygdommen. Hun kæmper hver dag med at indse, at hun ikke kan holde til fysiske udfoldelser. - Jeg knækker halsen hver dag, for jeg fatter ikke, at jeg ikke har kræfterne til en ekstra tur op ad trapperne. Det giver et slag, når jeg må indse, at jeg ikke kan gå længere end en kilometer eller spille lidt fodbold med mine drenge, fortæller Dorthe Bang. Hele hendes liv har hun elsket at trave langt, og mange ferier er gået med fjeldture i Norge. Nu må hun ty til charterferie i solen med begrænsede gåafstande. - Jeg føler mig kun handicappet, når jeg ikke kan gå ret langt. Heldigvis fejler hovedet ingenting, så jeg kan stadig skrive, læse og formulere mig, siger hun og smiler. Trods sygdommen sprudler hun af livs -og arbejdsglæde. - Førhen så jeg frem til en pension fyldt med vandreture, nu vil jeg helst være præst til jeg bliver 70 år, forklarer Dorthe Bang. Hun må hele tiden disponere sine kræfter, og lave små kompromisser. I forhold til jobbet som præst betyder det, at hun har skiftet den tunge vinterpræstekjole ud med en tyndere sommermodel og sidder så meget ned, som muligt, eksempelvis under salmerne. Prædikestolen har også fået en ny detalje. - Jeg prædiker fra en barstol. Den er høj nok til, at folk stadig kan se mig, som stod jeg op, fortæller Dorthe Bang om hendes hidtil eneste hjælpemiddel. Et øjeblik ser hun eftertænksom ud. - Det er helt sikker blevet et anderledes liv, jeg har fået, end jeg som ung havde satset på. Men jeg synes stadig, at jeg har et godt liv, siger Dorthe Bang.