Hun sang sig selv i søvn

AALBORG:Når mor sang godnatsang for lille Heidi, så faldt hun ikke i søvn. Hun sang selv videre. Som regel gik der en halv times, før der blev ro. Favoritsangen dengang var "Jeg en gård mig bygge vil". Men det er ikke den, vi skal høre i aften, når Heidi Irene Willer Jørgensen, går på scenen i DRs Stjerne for en aften. Det er Sanne Salomonsens "Det er ikke det du siger". Og jo, hun kunne da godt tænke sig at blive en stjerne med samme lys- og lydstyrke som Sanne Salomonsen. Men så meget betyder det altså heller ikke. - Kommer det, så kommer det. Jeg vil være tilfreds, uanset hvad. Jeg synes allerede, jeg har vundet ved at blive udvalgt, siger hun beskedent. Når hun har valgt en ballade til aftenens konkurrence, så er det for at prøve en stil, hun egentlig aldrig har beskæftiget sig med sangmæssigt. - De fleste kender mig fra rock, disco eller pop, fortæller hun. - Men noget af det, der kendetegner gode musikere, er, at de går nye veje. De vælger ikke bare det sikre. Til dagligt læser hun til lærer på Aalborg Seminarium. Hun går på 3. år og naturligvis er det med musik som liniefag. Og musikken har altid fyldt meget, og vil altid fylde meget i hendes liv. - Jeg holder aldrig op med at synge eller være med i et band. Jeg kunne ikke drømme om at lægge det på hylden, siger hun. Trods sine kun 28 år, er hun en gennemrutineret sanger. Hun har været med i så mange år, at hun ved, hvad hun kan. Så hun er ikke bekymret for, hvordan det skal gå i aften. Hun debuterede på Ungdomsringens Musikfestival som 13-årig. Dengang kom hun i skolefritidsordningen på Stolpedalsskolen. Da hun blev 15-16 år rykkede hun over på Fri-Stedet på Thulevej, der også dengang var kendt for sin blomstrende musikafdeling. Her har hun sunget i alle mulig sammenhænge. Bedst kendt i Nordjylland er nok Grease-bandet og Cool C and The Funkmasters. To bands, der begge har været med på Nibe Festivalen. I næste uge er hun med på Legeland 2003 i Gigantium, hvor hun synger sit nummer fra i aften, og bagefter skriver autografer. - Jeg synes, det er vigtigt, man tilbagebetaler noget af det, man har fået gennem tiden. At jeg også viser, at det kan føre til noget, al den tid i øvelokalet, siger hun. - Meget af den succes, jeg har fået, er skabt gennem Fri-Stedet.