Uddannelse

Hun skal lede humaniora

Den nye leder af Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet er fundet i egne rækker: Professor Lone Dirckinck-Holmfeld er udnævnt til ny dekan.

Lone Dirckinck-Holmfeld blev AAU's første kvindelige dekan. Foto: Michael Koch

Lone Dirckinck-Holmfeld blev AAU's første kvindelige dekan. Foto: Michael Koch

Hun tiltræder 15. juni 2009 som den første udnævnte kvindelige dekan i universitetets snart 35 år lange historie. Det seneste halve år har Rita Cancino været konstitueret på posten efter Ole Prehns død i november. Hun vender nu tilbage til posten som prodekan. 54-årige Lone Dirckinck-Holmfeld kommer fra en stilling som professor i Ikt og Læring ved Institut for Kommunikation på AAU. Som dekan vil hun blandt andet sætte fokus på humanioras rolle i videnssamfundet: - Vi hører meget om naturvidenskaberne. Men i den globale udvikling er der også stor brug for humanistiske værdier som kulturel indsigt og forståelse. Vi kan en masse ting, der er vigtige for at forstå og udvikle samfundet. Specielt Aalborg Universitet er godt klædt på til den udvikling, mener hun: - Vi har arbejdet med den nyorientering af humaniora i 25 år. Det er eksempelvis mere end 20 år siden, vi begyndte med uddannelse Humanistisk Informatik, som i dag er den største på universitet. Netop den uddannelse udgør sammen med blandt andet turisme eksempler på tværvidenskabelig forskning, hvor både nye og gamle humanistiske fag indgår. Lone Dirckinck-Holmfeld vil også meget gerne styrke forskningen: - Vi har allerede mange forskningsmiljøer med stort potentiale. Jeg vil arbejde for at udvikle dem til grundforskningscentre og EU-forskningscentre, forklarer hun. Lone Dirckinck-Holmfeld leder forskeruddannelsesprogrammet i Human Centered Communication and Informatics og den tværuniversitære masteruddannelse i Ikt og Læring (MIL). Hun er videnskabelig leder af E-Learning Lab og har gennem sin forskning været dybt involveret i det pædagogiske design af e-læringsmiljøer og i udviklingen af en humanistisk tilgang til ikt-design. Internationalt er Lone Dirckinck-Holmfeld en anerkendt forsker og har ledet EU-projekter, herunder den danske deltagelse i Network of Excellence indenfor Technology Enhanced Learning. Lone Dirckinck-Holmfeld har bl.a. siddet i rådgivningspanel for Verdensbanken, og hun er æresdekan på Asian University for Women i Bangladesh med den særlige opgave at udvikle forsknings- og uddannelsesfeltet informations- og kommunikationsteknologi. Hun er også medlem af Danmarks Forskningspolitiske Råd. Lone Dirckinck-Holmfeld er udvalgt blandt fire ansøgere. Hun er udnævnt af rektor Finn Kjærsdam, som dermed fulgte forslaget fra det indstillingsudvalget. Udnævnelsen gælder for tre år med mulighed for forlængelse i yderligere tre.