Velgørenhed

Hun slår endnu et slag for Julemærkehjemmet

Bodil fra Hjørring er igen klar til at slå et slag for Julemærkehjemmet i Hobro.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

INDSAMLINGs-bøsserne kommer op i butikker i hele Hjørring by. Indsamlingen slutter 1. april. Foto:

Det var op ad bakke, da Bodil Nielsen fra Hjørring sidste år for første gang i sit liv organiserede en indsamling og en støttekoncert, og det er det også i år - for hvem pokker er lige Bodil Nielsen fra Hjørring? Jo, Bodil Nielsen er mor til Simon, og Simon er et af de mange børn, der har fået et ophold på Julemærkehjemmet, og er rejst hjem med en ny livsstil i bagagen. Simon, der er 14 år, slap med Julemærkehjemmets hjælp af med 25 kilos overvægt, og hans mor er så glad og taknemmelig, at hun har sat sig for at samle penge ind til det økonomisk trængte julemærkehjem i Hobro. At overtale politikere og popsangere til at optræde ved en støttekoncert, når man er totalt ukendte Bodil Nielsen fra Hjørring, er slet ikke nemt. Bodil sender mange breve og opfordringer af sted forgæves - men sidste forår lykkedes både støttekoncert og indsamling, og Julemærkehjemmet fik overrakt ikke mindre end 1,7 mio. kr. Nu er Bodil Nielsen klar til at klø på igen. Indsamling og koncert - Det bliver selvfølgelig ikke så mange penge som sidste år, da TV Nords program Parasollen gik med i indsamlingen. Det havde jeg slet ikke regnet med, siger Bodil. Men det må blive til hvad det nu kan. Støttes skal Julemærkehjemmet i hvert fald, og ligesom sidste år bliver der både indsamling og støttekoncert - Og så kan det godt være jeg finder på noget mere hen ad vejen, siger Bodil. Hun håber bl.a. at nogle lokale firmaer kontakter hende for at støtte op om indsamlingen. Ministeren kommer Støttekoncerten bliver ligesom sidste år holdt på Vendelbohus, og det sker 7. april. Indtil nu har Lis & Per, Night Cap, Sidsel fra Kvissel, Jodleren fra Studsgård og Nielsen Banden givet tilsagn om at spille gratis til fordel for Julemærkehjemmet. Borgmester Finn Olesen er igen konferencier. - Sundhedsministeren kommer også. Jeg hilste på ham i Hirtshals, og han roste mig sådan, så jeg fortalte at jeg havde skrevet ham en mail i januar sidste år. Den havde han ikke set, men han sagde jeg skulle sende den igen, så det gjorde jeg. Og så spurgte jeg, om han ville komme til koncerten. Det vil han gerne. Jeg tror nok han vil holde en tale, fortæller Bodil. Hun er i fuld gang med at søge alkoholtilladelse osv. til støttekoncerten. Så travlt havde hun med at arrangere koncert, at hun helt glemte at bestille indsamlingsbøsser hjem. Men nu er bøsserne kommet, og i disse dage tager Bodil rundt i hele byen og stiller dem op i butikkerne. - Jeg havde planer om at stille bøsser op i hele kommunen, men jeg har fået en diskusprolaps, så det bliver altså kun i Hjørring by, fortæller Bodil. Indsamlingen slutter 1. april, og man kan læse mere om både indsamling og støttekoncert på hjemmesiden www.jmih.dk.